Imerco: Kun 190 dage til jul

Imerco: Kun 190 dage til jul

Imerco: Kun 190 dage til jul

Det bliver nok også jul i år. Og det bliver 24. december. Og vi skal overdynges med kommerciel plastichygge i hele december måned. Men hov. For detailhandlen plejer julen at starte ultimo oktober, og så køre videre til et par dage efter juleaften.

I denne uge har Imerco udsendt et skandaløst katalog, hvor de på forsiden skriver, at der “kun er 190 dage til jul”. Det er en sand skandale at få folk til at tænke på jul i juni – vi har jo knapt haft vores sommer endnu. Hermed opfordres til boykot af Imerco frem til efter 24. december. Og i øvrigt en god grund til at sige nej tak til alle reklamer.

Jeg orker det ikke.

Morten Resen og anmeldelser på morgentv

Så blev endnu en morgen ødelagt af ovennævnte cirkusklovn. Morten Resen og hans med-idioter har endnu engang overgået sig selv i stupiditet og ligegyldighed med et fænomen, der desværre har bredt sig til en større del af morgentv-sendefladen: Anmeldelser.
Først skulle vi lide med at høre om biler, som stort set ingen danskere har råd til. Dernæst bredte det sig til gadgets og 90’er-agtige anmeldelser af musik, bøger og film. Den eneste trøst ved sidstnævnte er dog, at anmelderne altid er dejligt mavesure og klar med øksen, så snart en håbefuld instruktør lancerer endnu et slagteoffer. David Guldager, du kan lære meget. Smadr en computer, stik foden gennem en iPad.. bare gør noget mere interessant (læs: vredt).
Sidste skud på stammen er anmeldelser af anmeldelser, mere præcist en anmeldelse af anmelderprogrammet Smagsdommerne. Nu tænker du sikkert: jamen, er du ikke også ved at skrive en anmeldelse af Go’Morgen Danmark og deres ynkelige værter? Jo: værsgo! Her er karakteren: -3!
Magen til ligegyldighed skal man lede længe efter. Jeg ved godt, at de fleste mennesker ikke orker tunge historier før kl. 9, men er det for meget forlangt, at der er blot en smule substans i indslagene? Og at værterne i det mindste bare faker intelligens? Jeg tænker særligt på Morten Resen, da jeg ikke helt kan finde ud af, om han bør doneres til Zoologisk Haves abebur, eller om han allerede er udlånt herfra til TV2…

Arne Rud som blogkommentator

Arne Rud forstår som få andre at ramme forbi et emne. I dette tilfælde er det et indlæg om noget med Borgen og dansk politik:

Sømandshjem i Kalundborg, Nyborg, Fredericia og Esbjerg ser gerne, at røgalarmer er lovpligtige i boliger her til lands li´som hos snapshaner i Skåne, Halland og Blekinge, hvor præmier til forsikringer er halveret.
Fiskerne i Esbjerg oprettede i 1924 skibsforsikringen Union, hvor de betalte 22 kr. pr. år pr. skib i de første 13 år, det var Europas billigste skibsforsikring. Når krudtrøgen har lagt sig, så er Koldinghus, der ligger tæt ved Jelling, der ligger midt i landet, velbeliggende som hovedkontor for skadeanmeldelser til forsikringer i Danmark.

og

Jylland har 117 forskellige oste, flyt Landbohøjskolen til Viborg, som lærerhøjskole for landbrugslærere i Afrika og opret en kolonihavehøjskole ved Aabenraa og i Forum mellem Esbjerg og Varde.
Kystfiskersamfund ved Afrika har brug for vindmøller, vandpumper, isværker og skoleskibe som fiskeri- og søfartsskoler; Esbjerg ligger bedst her til lands for en navigationsskole med skoleskibe, li´som Grækenland, Portugal og Baskerlandet er velbeliggende søfartsnationer.

Så snart nogen prøver at rette ham ind, så sætter han dem på plads:

@Ejler Ottesen. – Flyt Højesteret til Viborg, Jyske Lov er Grundlov i hovedlandet og jyder vælger en regering med en justitsminister og formand for retsudvalget.
Efter Tamil-sagen er journalister dommere her til lands og de lukker debatter ved opstilling af kandidater til valg i bestyrelser.

Det er jo faktisk ret morsomt, men jeg orker det bare ikke.

Heldige mennesker

Misundelse er en grim ting. Det ved vi alle sammen godt, men alligevel er det svært at undgå at være lidt misundelig, når man f.eks. læser om ham her, som lige har vundet VM i online poker og 1,26 millioner dollars.

Jeg orker dog ikke at være misundelig på ham. Det bedste er bare at ignorere sådan en historie og glemme alt om, at der er nogen, der er heldige. Jo værre føles det bare, hvis man skulle opleve at være uheldig på et tidspunkt.

Det siges, at man skal opsøge heldet for at være heldig. Det er selvfølgelig rigtig, men hvordan opsøger man lige heldet? Er det også ved at satse alle pengene på, at Brøndby vinder det danske mesterskab? Eller gå all-in i et spil Texas Hold em med et par syvere? Kan man så bagefter sige, at man ikke var dum, men man opsøgte bare heldet?

Det orker jeg ikke at spekulere over.

Ingen ammende kvinder i Illum

Juhu! Her er noget, jeg rent faktisk orker. Berlingske beretter, at Illum forbyder ammende kvinder på en café. Det kan være, at jeg skal til at frekventere stedet noget oftere. Det lyder jo ligefrem som et behageligt sted.
Det er jo ikke fordi kvinder ikke må amme – men jeg orker (og har aldrig orket), når de gør det i fuld offentlighed uden nogen form for diskretion. Før jegorkerdetikke.dk blev ramt hacket, så havde vi et fortrinligt indlæg om, at vi ikke orkede ammende kvinder i fuld offentlighed, hvilket medførte, at vi fik en hel mødregruppe på nakken. Det var tider.

Caféejeren Mikkel Shafi (der faktisk opnår Tjamp-status med dette standpunkt) forklarer det elegant:

Det er bare ikke noget alle mennesker gider se på, og det kan vi godt forstå. Der er nogle, der kan finde ud af at gøre det diskret, men der er også andre, der bare hiver brystet frem foran alle andre. Det er ikke lækkert.
Det er et spørgsmål om at tage sine forholdsregler og tænke: ‘Jeg har et barn. Det er helt vildt fantastisk, men det vedrører kun mig. Man kan godt passe på sine børn, uden at alle andre behøver at være med.

Men jeg kan godt se, at det er en anelse træls for de nybagte mødre. Hvis jeg var caféejer, ville jeg i stedet gennemføre et forbud mod larmende børn. For det er der virkelig ingen, der orker. Forældrene må lære deres børn at tie, selv fra en ung alder.

Der er jo ingen, der forbyder kvinder at amme inden for hjemmets fire vægge. Ligesom ingen forbyder folk at gå i bar røv derhjemme. Men jeg har da hørt om et par steder, hvor man bliver upopulær, hvis man stiller op i bar røv foran bardisken – og det kan være selvom man føler et inderligt behov i situationen.

Mennesker, der ikke evner at bruge en elevator

Forleden var jeg på Aros, for at se Your Rainbow Panorama oven bygningen. Det var fint, så det skal jeg ikke brokke mig over.
Men fordi jeg er livstræt, orkede jeg ikke at gå hele vejen op ad trapperne, så jeg stod pænt og ventede på de to elevatorer, der kører midt i bygningen.
Jeg tvivler på, at museumsgæster er særligt dårligt begavede, men i hvert fald lignede det ikke, at de nogensinde før havde prøvet en elevator.

Elevatoren har en op-knap og en ned-knap. Det betyder, at når man skal opad, så skal man trykke på op-knappen. Og abracadabra, så lyser opad-pilen ovenover elevatoren, når den vil køre opad.
Men nej, folk vælter bare ind i den, der peger nedad, for de vil jo op på tagterrassen, hvor udstillingen er.

Selvom elevatoren kan rumme 18 personer, så er der også kun plads til 10 kødhoveder, der ikke forstår at fylde op indefra. Hvad er de dog bange for? Klaustrofobi?

Næste gang tager jeg trappen. Jeg orker det ikke.

Alternative snigerkæledyr

Overordnet har jeg ikke noget mod konceptet kæledyr. Det kan være ganske behageligt med et sådant. Til gengæld har jeg noget imod, at dyr på eget initiativ flytter ind i ens bolig.

I øjeblikket lufter jeg en del ud, fordi huset er forholdsvist varmt på visse tidspunkter af døgnet. Det betyder også, at jeg må leve med risikoen for, at der fx løber en kat ind. Det kan jeg leve med. De er forholdsvis lette at jage ud igen. Hvad jeg derimod ikke bryder mig om, er de små kryb, der uset kan snige sig ind og først opdages, når man er ved at træde på dem. Dyret, jeg fandt i morges, kan inkluderes i sidstnævnte kategori. 13 cm lang dræbersnegl med klamme øjne, der farer rundt i hele hovedet på den – nej tak!