jeg orker det ikke . dk

Martin Thorborg orker heller ikke Holger – eller den måde, Danmark p.t. fungerer på. Se ham rase ud:

Nyheder - seneste nyt - Politiken.dk

Find Holger

Jeg kan da ikke orke, at medierne går helt i selvsving over, at en lille dreng er blevet væk fra sine forældre.

Hvorfor har ingen humoren til at lave ordspil på “Find Holger”? Det havde da trods alt givet historien et humoristisk twist…

Og så tænker jeg i øvrigt noget helt forkert, når jeg ser citatet

Morfar »Han har det rigtig godt. Jeg har rørt ved ham«

Heldigvis blev drengen fundet – for som en kammerat bemærkede, havde vi ellers endt med en Madeleine-historie, hvilket vi slet ikke ville orke.

Det er temmelig simpelt: Jeg orker ingenlunde Linje 3.
De er jo slet ikke sjove.

Jeg orker ikke, at medierne omtaler folks dødsårsager som hjertestop. Det er ret fjollet at sige, at folk dør af hjertestop, for det dør så godt som alle jo af: Man kan ikke leve ret længe, når hjertet stopper med at slå. De fleste sygdomme resulterer jo også i, at hjertet stopper med at slå.
Ikke desto mindre rapporterer Google om over 33.000 eksempler.
Hvorfor kan man ikke dø af noget mere præcist? Jeg orker det ikke.

Kender vi ikke alle folk, der har været træls gennem en længere periode?

Nicolai orkede i hvert fald ikke at hans “ven” var træls gennem en længere periode.

Jeg ORKER virkelig ikke Caroline Wozniacki. Hun har spillet tennis siden hun var ganske lille, og har derfor fået lov at sige de samme dumme ting i mange år – UCENSORERET af medierne! Siden hun blev seniordanmarksmester i 2004, tror jeg ikke, at der er stillet så meget som ét kritisk spørgsmål til hende. Det orker man i sig selv ikke.
Efter seks lange år, er det så endeligt gået op for sportsjournalisterne, at hun svarer det samme hver gang hun bliver spurgt. Wow! Virkelig imponerende observation, og det giver bestemt point i min bog.

Wozniacki. Foto: Charlie Cowins

Og nu har pressen som sagt endelig konstateret, at hun svarer dumt og dårligt på de spørgsmål, hun bliver  stillet. Det giver en dags uro i pressen, hvor hendes idoliserede image lider en lille skramme. Og i stedet for et traditionelt pressemøde, tager hun og fortæller yderligere ligegyldigheder – fx hvordan man burde løse problemet med global opvarmning. DET HELE ER SCRIPTET! Hvor er det pinligt, at hun får lov! Journalisten for JP skriver endda, at hun bærer et manuskript med ind til pressemødet.

Dvs. pressen (og dermed borgerne) har stadig ikke hørt Wozniacki tale selv – de har nu hørt, at hun kan læse op af et stykke papir. Det er selvfølgelig betryggende, at hun ikke har brugt al sin vågne tid på at spille tennis og få skældud af sin far, men at hun også har haft tid til at lære at læse.
Men vi mangler stadig at høre hende sige noget selvstændigt, som hun ikke har fået øvet med sin presserådgiver. Den dag, det sker, melder jeg mig ind i hendes fanklub.

Som en af mine kollegaer bemærkede, så skulle hun forbydes at få børn med Mikkel Hansen, fordi det vil resultere i total degeneration hvad angår talegaver (til gengæld vil det formentlig blive nogle dygtige atleter).

Jeg orker hende ikke.

Jeg troede ellers lige, at jeg stod op til en rolig og rar lørdag. Men nej. Og denne gang er det Kongehuset, der skal ødelægge min dag. Selvom jeg aldrig har mødt dem, så lykkes det dem faktisk alligevel.

Det handler om at Mary er ved at føde to små despoter. Jeg er i udgangspunktet flintrende ligeglad, men de danske medier går totalt amok over det: Helt ærligt, så har vi fået rigeligt med royale børn, der skal forsørges af det offentlige. De er bare for fine til at få kontanthjælp – i stedet kalder man det apanage.

Politiken, Berlingske og JP kaster sig blindt over det royale stof, mens Information trods alt nøjes med et par telegrammer.

Nu har jeg et par dage, hvor det ikke kan betale sig, at følge med i de danske medier. For alt kommer til at handle om Kongehuset. Jeg orker det ikke!

Jeg sætter en stor ære i at køre uden GPS. Det er jo direkte pinligt med folk, der slår GPS’en til, bare fordi de skal en rute, de har kørt dusinvis af gange før. Så længe en GPS ikke har indbygget automatpilot, er der ingen grund til at have den tændt.
Anyways, så skulle jeg en tur til Svendborg.

Gågade. Foto: kreetube@Flickr

Det er et par år siden jeg sidst var i Svendborg, men jeg mente, at jeg kunne huske ruten. Jeg kørte om aftenen, og der var både mørkt og tåget, så jeg missede afkørslen Svendborg N, og tænkte at jeg da nok også kunne finde gennem byen – så skulle jeg bare langs havnen.

Men så gik det rent galt. En bil kørte foran mig, og jeg fortsatte efter den – men så kørte den i vestlig retning, og eneste måde, jeg kunne komme mod øst, var ved at køre gennem gågaderne. Det er jo i almindelighed livstrættende at køre i bil i gågaderne, men der var ingen andre muligheder. Det blev først rigtig svært, da jeg ramte et kryds, hvor der var indkørsel forbudt i de retninger, jeg skulle i. Så måtte jeg jo være kreativ og snige mig rundt. Det er i øvrigt lovligt at køre i den forkerte retning på ensrettede gader – bare bilen peger samme vej som ensretningspilen. Lidt fjollet, men fuldt lovligt. Ikke desto mindre blev gågaden en brat slutning for en ellers fornøjelig tur.

For fremtiden vil jeg så huske mig selv på, at jeg ikke orker at køre på gågader – men jeg er stadig sikker på, at en GPS havde givet mig en endnu mindre behagelig køretur.
For jeg orker ikke GPS’er. Rigtige mænd kan selv finde vej!

TV er manipulationens medie! Det er skræmmende, så mange usandheder, det æterbårne medie er med til at videreformidle. Ét er, hvad man hører folk udtale sig om – her tænker jeg ikke blot konkret på TV-debatten mellem Lars Løkke og Helle Thorning.
Det er også usandt, hvad der vises af billeder. Prøv at se dette billede, som tydeligt viser, at Danmarks nuværende statsminister er et hoved lavere end sin kvindelige modkandidat:
Read the rest of this entry »

iTunes Genius Recommended Albums

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide bodegamusik. Det er så hyggeligt. Derfor hører jeg ret meget John Mogensen.

Og jeg kan også godt lide iTunes.

Men det er ærgerligt, at man nogle gange kan ende med absurd dårlige anbefalinger. Genius er alt andet end genialt.
At foreslå Poul Reichhardt til én, der kan lide John Mogensen burde være kriminelt.

Jeg orker det ikke.