Uopdragne børn og pædagoger der ikke orker dem

Busturene til universitetet forløber normalt ganske fredeligt. De fleste ved jo udemærket godt, hvordan man opfører sig. At man fx ikke spænder ben for de andre passagerer, forsøger at rage på dem, giver dem fingeren, kaster sig rundt i bussen, råber mm. Men manglen på forståelse for god social opførsel var åbenbart ikke feset ind på lystavlen hos de børn, som jeg uheldigvis måtte udholde i bussen på vej ind til universitetet i dag. Børnene kastede sig rundt, støjede, og en enkelt formastede sig til at smække sin arm ud foran mig, mens hun smilede ondskabsfuldt. Pædagogerne reagerede på intet tidspunkt. De sad vel og tænkte på deres næste kop te og Digestive kiks. Kombinationen af pædagoger uden faglig stolthed og et uopdragent barn er om muligt jordens dårligste cocktail. Jeg orker ikke, når mennesker ikke orker deres job. Sig dog noget til ungen! Hvorfor skal vi andre finde os i hendes uopdragenhed? Jeg orker ikke at opdrage andres børn – selvom det til tider er utroligt fristende – eller gøre deres arbejde. Da slet ikke i en eksamensperiode, hvor jeg i forvejen har nok at tænke på.

Desværre virker det som om, at manglen på opdragelse af sine børn er en generel tendens. Hvordan skal de børn nogensinde lære at begå sig sammen med andre mennesker, hvis deres forældre eller pædagoger ikke stopper den dårlige opførsel og indfører konsekvenser for ungerne?

2 tanker om “Uopdragne børn og pædagoger der ikke orker dem

  1. Hvis du bare råber et eller andet groft og upassende MEGET højt efter den første unge du ser, skal pædagogerne sgu nok holde resten af de små bakteriespredere fra dig, fordi de vil være nervøse for at du pander dem ned. Så får du fred på resten af turen – voilá! Det virker for mig. 🙂 Du vil muligvis opleve at enkelte af dem vil forsvare deres dårlige arbejde, men hvis du tager den diskussion vil du bagefter føle dig mere opfrisket fordi du har fået afløb for diverse indestængte aggresioner på et tilfældigt menneske som du aldrig skal stå til regnskab overfor igen. Dét er fandme win-win!

  2. Hej Sandra
    Jeg har desværre haft en tilsvarende oplevelse for ganske nylig, ikke i en bus, men i forbindelse med min kærestes børnebørn på 4½ og 6½. De kan på ingen måde finde ud af at opføre sig ordentligt, og i forrige uge gik det så helt galt, da de var på besøg hos os i hele efterårsferien – 5 dage med konstant larm fra morgen til aften, rod i hele hytten og forældre, der intet gjorde for at begrænse det.
    Torsdag gik det så helt galt, da pigen på 6 generede sin mormor på en måde, hun ikke ønskede. Mormor bad hende pænt lade være, men hun gentog sin handling, og så trådte jeg ind og bad pigen – noget mere kontant – om at respektere sin mormors besked. Det fik pigen til 1) at skrige højlydt 2) at slå ud efter mig 3) At række tunge så langt hun kunne + stikke 2 f…fingre lige op i synet på mig efterfulgt af et hadefuldt blik.
    Herefter løb hun skrigende ind til sin far i stuen – han havde intet foretaget sig, selvom han havde hørt, hvad der foregik – og jeg fulgte efter og gav pigen et møgfald, alt imens hun skreg. Han sagde intet, men 5 minutter efter var pigen lagt i seng uden videre vrøvl.

    Bagefter? En mur af tavshed (og det var næsten det mest frustrerende af det hele). Hverken far eller mor reagerede på episoden, og fra min kæreste var der heller ingen opbakning, kun en erkendelse af, at det pigen havde gjort var ‘forkert’ . Det var min heftige reaktion, der blev fokuseret på. Den var muligvis også i overkanten, men hvis en pige på næsten 7 upåtalt kan række tunge og stikke to f…fingre op i hovedet på andre mennesker, så er der noget galt med opdragelsen. Havde det været lillebroderen på 4, der havde foretaget handlingen, kunne jeg til nød have accepteret det, men en pige på næsten 7…..

    Ikke underligt at de to forældre altid er dødtrætte, når dagen er gået, for de tager aldrig ‘kampen’ med deres børn, der kører med klatten efter forgodtbefindende.

    Næste morgen det samme: en mur af tavshed, så jeg valgte at tage hjem til mig selv uden at ane, hvordan forældrene havde oplevet episoden dagen før. Var de pinligt berørte over deres barns adfærd? Syntes de, jeg var et dumt svin? Aner det ikke den dag i dag.

    Havde det så bare været en enkeltstående episode, var det nok ikke gået så galt, men pigens utålelige adfærd har stået på i 3-4 år, så på et eller andet tidspunkt må nogen jo sige fra – i det her tilfælde uheldigvis mig, som oven i købet ikke er en biologisk del af familien, og det blev dyrt.

    Min kæreste og jeg har haft et rigtig dejligt forhold igennem 10 år – det har vi ikke mere. Hun valgte familien til og mig fra. Det kan jeg til nød godt forstå, men problemet med børnene er jo ikke forsvundet. Som vi siger i Nordjylland: ‘Til lykke med arbejdet!’, når de bliver teenagere.

    PS: ikke underligt at pædagoger og folkeskolelærere er ved at bryde sammen.
    Tag dog ansvaret på jer, forældre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *