Som Hr. Krahn (elsk det navn, som du elsker din næste) har vi alle barndomstraumer, som af og til popper op igen.
Mage til fordærvende, åndssvagt, fordummende, mageløst intetsigende, ubegribeligt stupidt, ringe, loppebefængt, uacceptabelt dårligt, møgbelortet, asocialiserende, dødsstrafopildnende, utilregneligt, pestinficeret, dekadent stykke legetøj skulle man lede længe efter, da først Tamagotchi havde set dagens lys!
Det værste er, at den af flere omgange har forsøgt sig med en renæssance – NO GO!
Vi kan alle huske den, så gider slet ikke skrive mere, men hold da kæft et underholdningsapparat jeg slet ikke orker!!!
Det mindste orkelige var sangen “I’m a Tamagotchi, so happy that you love me”. Det er ét af de få numre her i verden, hvor det ikke kan vurderes om det er teksten eller melodien der er værst.
“… And we should be together for ever, ever, eveeer”!
Faktum: Lort!