Jeg orker det ikke…
Jeg orker ikke at slæbe en sweater over hovedet i midten af juli.
Jeg orker ikke, at vi leger, et er sommer, og at der kun er vejr til at sidde inde med varm kakao og en bog.
Jeg orker ikke, at det ikke ser ud til at blive bedre.
Og jeg orker slet ikke, at jeg ikke kan tillade mig ikke at orke det, fordi de i Afrika helt bogstaveligt snart ikke orker længere ikke at få vand.
Der er ifølge TV2 Østjylland et stigende antal danskere, der får beskeden KOL og tænker, ‘den var ik go, jeg må et styk tobak’.
KOL. Sygdommen som opstår, fordi man har røget i mange år og derfor ender med at blive forpustet af at række ud efter fjernbetjeningen. Hvad fanden tænker de her mennesker på?
Eftersom vores skattekroner i forvejen går til så formåltjenstlige projekter som parterapi, morgenvækning af dovne skoleelever og… politikere, kunne man passende indføre et nyt system, der i det mindste ville give mig en smule mere ro:
Ansæt en medarbejder i hver kommune, hvis fornemmeste opgave er at tage rundt og give storrygende KOL-patienter dummeflade – og de må gerne både slå hårdt og vække dem i akten.
Jeg orker simpelthen ikke det her…
Jeg har af min far fået nogle energi-drik, så jeg kunne prøve dem. For som han siger, ‘det giver lige et løft, der sidst på dagen’…
Det er selvfølgelig også rigtig fint, men den uheldige konsekvens er jo så, at når man går gennem kollegie-køkkenet med en sådan i hånden, så bliver man senere på aftenen nærmest frataget retten til at gabe, når man nu ‘går og drikker energi-drik’.
Energi-drik opskruer andres forventninger, og til et langt højere niveau end energi-drikken kan leve op til. Det orker jeg ærlig talt ikke…
Rygeloven har ramt et ømt punkt. Den spiller nemlig på et samfundsfænomen, en tendens, ja måske ligefrem en trend: Der er nemlig ingne af os, der orker noget som helst…
Og her kommer rygeloven ind i billedet, for hvis man ikke orker at rejse sig fra sin barstol, slippe sin fad og vade udenfor, så orker man i den sidste ende heller ikke at ryge!
Med andre ord, staten spiller på vores dovenskab. Se dét orker jeg ikke!
At tage sig sammen til at udskyde noget må, som et minimum, være målet, men hvordan bærer vi fortabte sjæle( i daglige tale: FDFer) os ad med det?
Svarer er faktisk kommet i denne artikel fra netdoktoren: “Jeg orker ingenting og kan ikke tage mig sammen til hverdags gøremål, men ønsker at komme videre” – fra ‘en spørger’ der vel at være har følt sådan i 20 år (burde slås til ridder af denne side!).
Hvorom alting er, så gives svaret således struktureret:
Til sidst skal man tage sig selv alvorligt!
Jeg orker ikke terapeuter…
Er der 30 dages fuld returret på dårlig samvittighed fra man opdager, hvad det er? Gud?
Jeg vil nemlig gerne af med min -evt. i bytte for kynisme(mærk kuverten 1,2,3,nu!, og send til Mogens Camre).
Problemet er, at jeg ikke har skrevet herinde i voldsomt lang tid – jeg orkede ikke rigtigt, for nu at være ærlig. Men det værste var, at min ugidelighed overfor at skrive herinde er blevet overmandet af min dårlige samvittighed for ikke at skrive. Stik det dilemma, Nelly!
Nå, men i hvert fald… I’m back, in black, hiittin’ the track, keeeping the flow, runnin’ this show! (og allerede ret afkræftet igen)
Denne sene nattetime er det kommet undetegnede for øre, at Ejvind Vesselbo vil forlade Venstre. Det er da prisværdigt af Ejvind, at han endelig indser, at Venstre og ham passer ringere sammen, end Vladimir Putin og Anna Politkovskaja, meeeeen så var det lige jeg tænkte:
Her sidder jeg – ung, håbefuld politiker med fingrene i maskinen i det politiske miljø i à rhus – og skal forestille at skrive eksamensopgave. Derudover er der de indledende øvelser til er kursus, der skal arrangeres og så er der mit job.
Hvis bare én enkelt borgerlig politiker smutter, udover dem der er deserteret, så udskriver Fogh valg.
Dette er derfor en varm opfordring (læs: der vanker høvl, hvis I ikke makker ret) til alle borgerlige politikere:
Vent med at skifte til Ny Alliance til mine eksaminer er forbi, PLEASE!
For helt ærligt, jeg orker ikke et valg lige nu!
Som Hr. Krahn (elsk det navn, som du elsker din næste) har vi alle barndomstraumer, som af og til popper op igen.
Mage til fordærvende, åndssvagt, fordummende, mageløst intetsigende, ubegribeligt stupidt, ringe, loppebefængt, uacceptabelt dårligt, møgbelortet, asocialiserende, dødsstrafopildnende, utilregneligt, pestinficeret, dekadent stykke legetøj skulle man lede længe efter, da først Tamagotchi havde set dagens lys!
Det værste er, at den af flere omgange har forsøgt sig med en renæssance – NO GO!
Vi kan alle huske den, så gider slet ikke skrive mere, men hold da kæft et underholdningsapparat jeg slet ikke orker!!!
En stille fredag aften, alt ånder fred! Computeren står klar på skrivebordet, der er cola i glasset, stearinlys i vindueskarmen og fuglefløjt lister sig ind…
Umiddelbart skulle man jo tro, at dette var RE-SEPP-TEN på en aften med god opgaveskrivning. Det er det bare ikke!
For pludselig brydes den lindrende ro af et gennemtrængende opråp fra Atletion, hvor et aldrende, skandaliseret popikon, der bruger mere tid på at at lave ballade med lastbilchauffører i mørke parker end på at skrive forførende ballader, går på scenen.
Når manden ‘hustlerne’ kaldte Georg Michael synger om at være ‘Father figure’, så er vi nogen, holder der holder godt fast om den stol, vi sidder på!
I samme kategori er numre som ‘Papa was a rollin’ stone’, ‘Fastlove’, ‘The Strangest Thing’, ‘Heal The Pain’ og for slet ikke at tale om sangen ‘Star People’.
Manden med den selvbiografiske sang ‘Freeek’ bedes holde bøtte, når der skrives eksamensopgave nær Atletion. Tak!
Jeg Orker Det Ikke – JODI – har opnået så stor succes, at DR har vlagt at kopiere konceptet. Det foregår med såkaldte Videodagbøger, som kører i føljetonen ‘Flemmings Helte’.
Her på redaktionen vil vi bare sige, at vi ikke orker den form for lukrering på vores hårde arbejde – men se det alligevel, det er i det mindste en god efterligning!
