Pinkoden til Visakortet

Så står jeg midt i verdens centrum, New York, og skal hæve nogle kontanter, for at kunne fornøje mig endnu mere på ferien.

Men hvad fanden sker der? Jeg har glemt min pin-kode til mit Visakort. Efter 2 forgæves forsøg tænker jeg at jeg hellere må undgå at prøve mere – og heldigvis kan man langt de fleste steder i USA benytte plastickortet med en underskrift – så ferien er ikke slut endnu.

Hurtigt derefter ringer jeg til banken for at bestille et nyt kort. Jeg fortæller med det samme at jeg har glemt min pinkode, og den venlige, nærmest automatiske telefondame oplyser “Vi sender dig et nyt kort og du skal være opmærksom på, at du modtager en ny pinkode.”. NÅ OKAY, tak, jeg var lige blevet i tvivl.

Nu er der så gået et par ulidelige uger uden plasticpenge, og endelig har jeg fået mit kort. Da jeg modtager den nye pinkode, bruger jeg lidt tid på at lære mig selv den – og denne gang benytter jeg vitterligt den pinkodehusker, der følger med.

Så skal kortet i brug. På beløbet, tak. Men automaten skriver “Afvist: Forkert pin-kode”. Nej, nej nej! Jeg har fået den gamle kode tilbage i fingrene. 0 2 0 8. De første mange gange jeg har prøvet det nye kort, har jeg tastet forkert kode. Talkombinationen sidder fast i mine fingre. Og nu alt det besværlige med at få lært en ny pinkode.
Kan vi ikke snart få biometrisk ID? Det ryger jo ikke bare ud, når Jim ryger ind, så at sige.

Jeg orker det ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *