Busturene til universitetet forløber normalt ganske fredeligt. De fleste ved jo udemærket godt, hvordan man opfører sig. At man fx ikke spænder ben for de andre passagerer, forsøger at rage på dem, giver dem fingeren, kaster sig rundt i bussen, råber mm. Men manglen på forståelse for god social opførsel var åbenbart ikke feset ind på lystavlen hos de børn, som jeg uheldigvis måtte udholde i bussen på vej ind til universitetet i dag. Børnene kastede sig rundt, støjede, og en enkelt formastede sig til at smække sin arm ud foran mig, mens hun smilede ondskabsfuldt. Pædagogerne reagerede på intet tidspunkt. De sad vel og tænkte på deres næste kop te og Digestive kiks. Kombinationen af pædagoger uden faglig stolthed og et uopdragent barn er om muligt jordens dårligste cocktail. Jeg orker ikke, når mennesker ikke orker deres job. Sig dog noget til ungen! Hvorfor skal vi andre finde os i hendes uopdragenhed? Jeg orker ikke at opdrage andres børn – selvom det til tider er utroligt fristende – eller gøre deres arbejde. Da slet ikke i en eksamensperiode, hvor jeg i forvejen har nok at tænke på.

Desværre virker det som om, at manglen på opdragelse af sine børn er en generel tendens. Hvordan skal de børn nogensinde lære at begå sig sammen med andre mennesker, hvis deres forældre eller pædagoger ikke stopper den dårlige opførsel og indfører konsekvenser for ungerne?