Kvinder, der kender hinanden og kører i tog sammen

Jeg holder meget af at køre i tog, og sidder sædvanligvis i stillekupéen – så har man retten til at vrisse af de mennesker, der larmer, og for det meste har man fred og ro, så man kan koncentrere sig og udnytte tiden.

Men i et fredags-lyntog var der så proppet, at jeg ikke kunne få en stilleplads, og derfor måtte jeg ty til de almindelige pladser. Det orker jeg isoleret set ikke, fordi jeg skulle sidde og glo på to snavende efterskoleteenagere – den ene havde så mange bumser, at det var ubehageligt for min synsnerve.

Men i Vejle havde 13 kvinder – ulykkens tal – booket pladser, så de kunne sidde og plapre. En almindelig kupé bliver lynhurtigt til en hønsegårdskupé. Og så snart togets rullende bodega kom forbi, skulle de have hvidvin – som om de ikke var kåde nok i forvejen. Resten af turen var et væld af opgivende blikke fra mine medpassagerer.

Hvad skal man gøre i sådan en situation? Give sig til at råbe ad dem?

Jeg orker det ikke.

Kvinder, der lyver for sig selv

Efterlysning. Fra Århus Onsdag 3. november 2010

Efterlysning. Fra Århus Onsdag 3. november 2010

Jeg orker ikke, hvis kvinder prøver at få sig selv til at stå i et bedre lys dagen derpå.
Man kan læse denne nok så sympatiske historie om kvinden, der har glemt sin cykel. Men hvad er der i virkeligheden sket?

Rekonstruktion (baseret på denne efterlysningsnotits)

En kvinde tager ned på Sherlock Holmes (i øvrigt et udmærket værtshus i Århus), og drikker sig sanseløst beruset. To fyre og en anden kvinde møder hende, og aftaler at tage med fyrene hjem. Åbenbart er kvinden for spritstiv til at forstå hvor hun kører hen – nårh ja, hun fanger lige hvilken bydel hun havner i. Af uransalige årsager er hun i stand til at få sin cykel med på taxaen. Og selv næste dag er hun stadig så besoffen, at hun ikke evner at se ud af sine øjne for at registrere hvor hun har overnattet – hun må enten have taget en bus, en taxa eller være gået hjem. Mest bemærkelsesværdigt omkring denne kvindes ve og vel er, at det tager hende en måned at opfange, at hun mangler sin cykel.

Hvordan kan vi have sådanne mennesker gående frit omkring? Hun kan jo hverken tage vare på sig selv eller sin cykel. Og stadig bilder hun sig ind, at hun bare har været uheldig. Jeg orker det ikke!

Ét eneste lyspunkt indeholder hendes historie: Det er lidt overmodigt at udleve sådan en kongebrandert på Sherlock Holmes, for så at forskertse sin cykel.