Parkeringssnyltere

Nu er mit mål fuldt! Jeg orker ikke mere… Jeg kører i Bilka for at handle ind til nytårsmenuen. Godt nok bor jeg meget tæt på og kunne sagtens være cyklet eller gået, men da jeg skal have mange ting, blandt andet en kasse øl, vælger jeg at køre i Magda, min fantastiske peugeot! Kl. er 10.13 da jeg kører ind på parkeringspladsen og jeg tænker straks, at det måske alligevel ikke var klogt at komme lige her ved åbningstid. Overvejelserne var da også mange, inden jeg kørte derover – skulle jeg vente til senere på dagen, måske endda lige før lukketid, hvor der som regel er lidt færre mennesker? Men nej, jeg vælger en tidlig start – vil ikke risikere, at de er løbet tør for bordbomber, champagnepoppers (hvad er nu det for et navn? Jeg orker ikke smarte navne til en lille plasticflaske fyldt med papirsstrimler og med en snor til at hive i så den kan sige bang…) ruccola og toiletpapir. Der er så mange mennesker i forretningen, at jeg opgiver at have vognen med mig hele tiden og sætter den på et lidt afsides sted for derefter at smyge mig ud og ind mellem de andre kunder, mens jeg indsamler diverse varer og med passende mellemrum vender tilbage til vognen, hvor jeg langsomt er ved at have opbygget mig et fint forråd. Jeg er stadig fyldt af overskud og venter gerne på, at en familiefar med to små børn i vognen kan komme til at køre mod strømmen… Men bliver dog lettere irriteret når – især – gamle mænd fuldstændigt vælger at overse denne høflighed og maser sig ind foran mig og familiefædrene (frasen “ungdommen nu tildags” er SÅ misvisende). Den gamle dame, der vælger at tage en smagsprøve på vodka, mens hun parkerer sin vogn på tværs af en af de travleste OG smalleste gange er også med til at sætte min tålmodighed på prøve… Men jeg har dog stadig så meget overskud, at jeg sludrer med en dame om, hvor flormelisen står og henter en pakke flormelis til hende, da hun er kommet til at stille sig i kø uden at få det med fra den anden side af hylden… Flink, ung og let til bens er man vel?! Så efter at være blevet skubbet til, mast mellem indkøbsvogne, flere gange at have gået udenom hele gange, fordi folk partout skal stå med vognen på tværs, hænge ind over den, sludre med naboen, de tilfældigvis har mødt, eller kysse på den kæreste, som de alligevel skal hjem og kysse på om lidt, ja så når jeg forholdsvis helskindet igennem butikken – og har da også stadig mit gode humør.

Jeg skal så bare lige over til fiskehandleren i Rosengårdcentret. Dér er parkeringspladsen fuldstændig fyldt op! Der er endnu flere biler end i dagene op til jul og hjemmeværnsmændene i deres frække (?) uniformer og lækre gule veste er endnu ikke på deres pladser… Jeg kører fortvivlet rundt… skal jo bare lige ind og hente 200 g laks til lidt sushi og orker derfor ikke at parkere helt nede i den anden ende af centeret. Lidt amerikaner er der vel i os alle?

Jeg opdager pludselig at en mor er ved at læsse en vognfuld varer samt to små børn ind i sin bil. Jeg venter gerne på en plads, så blinker til venstre og gør klar til at køre ind på pladsen, når hun kører. Det tager dog noget tid, inden hun er klar. Først børnene ind i bilen, så varerne. Så skal vognen køres på plads – hun er jo en pligtopfyldende kvinde. Og nu er det jeg begynder at ane katastrofen… For en lille, grim bil – ældre end Magda og i hvert fald mere beskidt – med to unge mennesker kommer kørende mod mig. Der sidder en fyr og en pige i bilen, vel sidst i 20’erne. De hyggesnakker og holder lidt før pladsen, hvor moren nu er ved at vende tilbage til sine børn… Jeg tænker, de ikke har opdaget, at jeg holder i venteposition. Men jo – da jeg peger på pladsen begynder de at grine… Og mine værste anelser bliver til virkelighed, da moren kører ud og de drøner ind på pladsen – lige foran mig! Hold kæft hvor jeg ikke orker den slags mennesker!! Ikke nok med de tog pladsen, som jeg pænt havde ventet på i omkring 5 minutter – men de gør det, mens de griner hånligt. Må indrømme min hånd fandt hornet og at jeg råbte nogle grimme ord! Desværre var det nok mest Magda, der hørte disse skældsord! Men jeg orker det bare ikke!

Vi skal nu IKKE ha sushi – i hvert fald ikke med laks… orkede ikke at finde en anden parkeringsplads. Men godt nytår til alle!

Computersalg giver gin i julegave

Efter store frustrationer over Computersalg har jeg nu genvundet min respekt for firmaet: Jeg har i dag været på posthuset for at hente endnu en pakke fra dem – i frygt for at modtage endnu en computer – men nej, de havde åbenbart om mine lidelser her på jegorkerdetikke.dk og blev inspireret af udregningerne omkring mængderne af billig grænsegin, der kunne erhverves for den nette sum af 5815,26 kr.

Ikke desto mindre, så lå der to flasker Gordon’s og følgende brev:

Hej Kristian

Som reaktion på din mail, sender vi dig hermed to flasker gin, så du har lidt godt til julen.

Vi beklager selvfølgelig den misforståelse og forveksling der er sket, men alt skulle gerne være udbedret nu.

Håber du får en god jul, og du får tid til at nyde et enkelt glas gin.

For en god ordens skyld skal det lige nævnes, at pengene endnu ikke var overført til din konto, så du behøver ikke vente på at beløbet dukker op.

Mvh Kristoffer Eriksen
Computersalg Service

Det er i sandhed en fabelagtig kundeservice! Tak til Computersalg!

Udgivet i Ikke-kategoriseret | 3 svar

Computersælgere blottet for evner

Jeg skulle have en ny laptop, og valget faldt på en HP Compaq 6720s, en fin maskine til mit behov. Jeg skyndte mig at bestille den hos Computersalg.dk, for de var billigst. De var lige et par dage om at finde ud af at få den sendt, men da jeg står nede på posthuset får jeg udleveret 2 ens papkasser. Søreme så, der var 2 ens computere og to ens fakturaer.Jeg skynder mig at skrive til dem at de har sendt mig en for meget, og hører i samme forbindelse “om det er fordi det snart er jul”. Det var det desværre ikke, sagde ekspedienten, men jeg skulle bare lave en RMA og bestille en fragtseddel. Det gør jeg så. Kort efter får jeg et svar med “Du kan ikke bare bestille en fragtseddel”. Så skriver jeg tilbage til dem at selvsamme ekspedient har bedt mig bestille en fragtseddel. Der går et par uger, så rykker jeg dem (computeren står jo og fylder!), og endelig får jeg så en fragtseddel.

Dagen efter sender jeg den forbandede ekstra computer retur. I dag modtager jeg så en kreditnota på det fulde beløb med besked om at de vil overføre pengene til min bankkonto. Det er virkelig pænt af dem.
Så her står jeg, med en computer fuldt betalt af Computersalg. Jeg har prøvet at være en flink mand, men det må simpelthen være fordi det er jul at de insisterer på at jeg skal have en gratis computer. What is a man to do?

Jeg har betalt for en computer, får 2 tilsendt, sender 1 retur og får pengene retur for den ene jeg har betalt for. De er rare at handle med – jeg kan kun bakke op om deres kunde”service”!

Så meget besvær.

Jeg orker det ikke.

Update: Og så orker jeg det alligevel efter at Computersalg har sendt mig 2 flasker gin.

Udgivet i Ikke-kategoriseret | 2 svar

Google som intranet

Jeg er så heldig at gå på en skole, der har en så fantastisk IT afdeling, at man bare må klappe i sine små fede engle hænder.

Netop som man troede det ikke kunne bliver værre, har man valgt at lade Studievejlederen, beder kendt som Mr. Hasselhoff, designe det nye intranet. Dette er bygget over Google, hvilket sikkert er ganske fint hvis man gider at sætte sig ind i det. GOOGLE, det er et søgeprogram, de skal sku ikke styre mit go’e gamle simple intranet. Jeg er konservativ og kan ikke lide ændringer. Google skal bruges som stavekontrol og til nøds til at se billeder og kort på. Nu vil Google sgu også til at lave deres egen vedvarende energi. Var der nogen der havde nævnt google i 70ÂŽerne, så havde folk sku forventet at man snakkede om skurken i en ny James Bond film.

Nå tilbage til sagen, altså at jeg ikke orker, det at jeg skal registreres som bruger jeg ved ikke hvor mange gange bare for at læse om det Lean Fordrag der er på torsdag. I protest har jeg selvfølgelig oprette under et af mine alteregoer og obskure e-mailadresser.

Selvom jeg skal indordne mig så bliver det ikke i mit eget navn. Det kan de glemme.

Der er sågar en messenger funktion på skolens nye intranet side, hvad regner de selv med………….. skal jeg chatte med lærerne, som alligevel hader systemet? BTW så ville jeg gerne tjatte til mange af lærerne…….., men det er en anden sag.

Den skole er en dødssejler. Endnu et BTW. har lige fundet ud af at jeg slet ikke er på holdet til det valgfag jeg sidder til pt. SUK.

Det eneste gode er da at der ligger 3 flasker gin i køleskabet.

Udgivet i Ikke-kategoriseret | 1 svar