Der er ikke noget værre end at Hellerup har for små flaskecontainere.
Det skulle da lige være reklamer, der rammer målgruppen perfekt.
Vi orker det ikke.
Flaskecontainere
Svar
Månedsarkiv: august 2011
Mennesker, der ikke evner at bruge en elevator
Forleden var jeg på Aros, for at se Your Rainbow Panorama oven bygningen. Det var fint, så det skal jeg ikke brokke mig over.
Men fordi jeg er livstræt, orkede jeg ikke at gå hele vejen op ad trapperne, så jeg stod pænt og ventede på de to elevatorer, der kører midt i bygningen.
Jeg tvivler på, at museumsgæster er særligt dårligt begavede, men i hvert fald lignede det ikke, at de nogensinde før havde prøvet en elevator.
Elevatoren har en op-knap og en ned-knap. Det betyder, at når man skal opad, så skal man trykke på op-knappen. Og abracadabra, så lyser opad-pilen ovenover elevatoren, når den vil køre opad.
Men nej, folk vælter bare ind i den, der peger nedad, for de vil jo op på tagterrassen, hvor udstillingen er.
Selvom elevatoren kan rumme 18 personer, så er der også kun plads til 10 kødhoveder, der ikke forstår at fylde op indefra. Hvad er de dog bange for? Klaustrofobi?
Næste gang tager jeg trappen. Jeg orker det ikke.
Alternative snigerkæledyr
Overordnet har jeg ikke noget mod konceptet kæledyr. Det kan være ganske behageligt med et sådant. Til gengæld har jeg noget imod, at dyr på eget initiativ flytter ind i ens bolig.
I øjeblikket lufter jeg en del ud, fordi huset er forholdsvist varmt på visse tidspunkter af døgnet. Det betyder også, at jeg må leve med risikoen for, at der fx løber en kat ind. Det kan jeg leve med. De er forholdsvis lette at jage ud igen. Hvad jeg derimod ikke bryder mig om, er de små kryb, der uset kan snige sig ind og først opdages, når man er ved at træde på dem. Dyret, jeg fandt i morges, kan inkluderes i sidstnævnte kategori. 13 cm lang dræbersnegl med klamme øjne, der farer rundt i hele hovedet på den – nej tak!
Skrukke familiemedlemmer
Jeg har tidligere givet udtryk for min udelte “begejstring” overfor afkom af værste skuffe. Nu er turen kommet til de mennesker, der ønsker dem sat i verden…
Jeg udsættes i ny og næ for, at min familie – særligt bestemte personer – giver udtryk for deres forhåbninger om snarlige familieforøgelser. Et utroligt irriterende samtaleemne, når man selv er udpeget som den mest sandsynlige avlsko. Min stedmor, hvis søn er tre år ældre, mere sat end mig osv., har for kort tid siden taget initiativ til at starte samtaler om børn. Eller rettere: børnebørn. Kvinden har knapt rundet de 50, før hun ser babytøj, rangler, afskyelige pædagogiske legeredskaber osv. overalt i huset.
Det er så her mine æggestokke kommer ind i billedet.
For kvinden har fået den idé, at jeg er den, der mest størst sandsynlighed får et barn først. Her skal det siges, at min stedbror, der jo er 3 år ældre end mig, har været sammen med sin kæreste i 5 år – indtil videre uden et – for min stedmor – tilfredsstillende (og skrigende) resultat. Jeg, der kun netop er flyttet sammen med kæresten, er derfor udråbt som familiens viderebringer af navnet. Hun har åbenbart opgivet min stedbror…
Jeg orker ikke, at andre forsøger at lægge beslag på min livmoder. Eller for den sags skyld diskuterer børn foran min kæreste, eftersom det resulterer i rædsel i hans øjne, sved på panden og en panisk søgen efter den nærmeste flugtvej.
Bliv dog planfadder, stedmor! Og hold dig væk fra mit underliv!