Jeg orker ikke mere Licens nu – og nej det hjælper ikke at de omdøber det til Medielicens. Det er stadigvæk penge ud af min lomme, penge ud af min lomme for en service jeg aldrig har bedt om – og som jeg ikke ønsker!

Så jeg har afbestilt min antenne forening, har intet kabel, og ingen parabol. Min radio tuner aldrig ind på andet end the voice og Radio 2, som er reklame betalte. Og jeg fortrækker konsekvent tv2.dk(reklame finansieret) frem for dr.dk(Licens finansieret)

Det at jeg ikke gider se DR, DR2, hører radio eller noget som helts andet er selvfølgelig min skyld – og jeg har intet imod at nogle gerne vil se det. Man bør bare kunne skelne. Man bør havde mulighed for at melde sig til eller fra. Og jeg køber ikke den med det ikke kan lade sig gøre – selvfølgelig kan det det. Brugerbetaling på dr.dk, og tv-kanalerne ud igennem antenne foreningerne – Radiokanalerne kan ikke være dyre, og hvis de er, må man overveje at gøre dem selvfinansieret via reklamer – det er ikke rimelig at tvinge alle i landet til at betale for en vare de måske ikke vil have.

Lad mig lave en metafor for at beskrive hvor urimelig licensen er. Lad os forestille os at jeg er stor legofan, så jeg bygger et kæmpe legohus. Bagefter kommer så regningen – jeg tænker længe over hvad jeg skal gøre ved det, men kommer til sidst på en ide. Jeg køber en kasse øl, stiller den uden for min hoveddør ude på gange hvor mine naboer går forbi. Efter at kassen har stået der i en uge kan jeg så sende øl-regninger rundt til alle mine naboer på gangen fordi at de kunne have taget en øl. Uanset om de gjorde det eller ej skal de så betale.

Det er faktisk den logik DR bruger – og havde det så bare være tuborg, Guinness eller en anden god evt. eksotisk øl de stillede til fri afbenyttelse – men det er det jo ikke! Det er jo Slots øl de stiller ud – det er jo kun hvis der ikke er andet, at man gider ta’ det. For det er jo skidt! Øv hvor jeg ikke orker flere “Gaver” fra Kenneth Plummer!

Så står jeg midt i verdens centrum, New York, og skal hæve nogle kontanter, for at kunne fornøje mig endnu mere på ferien.

Men hvad fanden sker der? Jeg har glemt min pin-kode til mit Visakort. Efter 2 forgæves forsøg tænker jeg at jeg hellere må undgå at prøve mere – og heldigvis kan man langt de fleste steder i USA benytte plastickortet med en underskrift – så ferien er ikke slut endnu.

Hurtigt derefter ringer jeg til banken for at bestille et nyt kort. Jeg fortæller med det samme at jeg har glemt min pinkode, og den venlige, nærmest automatiske telefondame oplyser “Vi sender dig et nyt kort og du skal være opmærksom på, at du modtager en ny pinkode.”. NÅ OKAY, tak, jeg var lige blevet i tvivl.

Nu er der så gået et par ulidelige uger uden plasticpenge, og endelig har jeg fået mit kort. Da jeg modtager den nye pinkode, bruger jeg lidt tid på at lære mig selv den – og denne gang benytter jeg vitterligt den pinkodehusker, der følger med.

Så skal kortet i brug. På beløbet, tak. Men automaten skriver “Afvist: Forkert pin-kode”. Nej, nej nej! Jeg har fået den gamle kode tilbage i fingrene. 0 2 0 8. De første mange gange jeg har prøvet det nye kort, har jeg tastet forkert kode. Talkombinationen sidder fast i mine fingre. Og nu alt det besværlige med at få lært en ny pinkode.
Kan vi ikke snart få biometrisk ID? Det ryger jo ikke bare ud, når Jim ryger ind, så at sige.

Jeg orker det ikke.

Valgplakater er måske det mest spildte reklamemateriale overhovedet! De hænger i bunkevis langs de større veje – men til hvilken nytte? Bilister og andre trafikanter bør holde øjnene på vejen frem for at se på disse nyttesløse fotos. Det fortæller absolut intet om hvad en kandidat står for, men viser blot et foto af personen. Er det politik, det handler om, eller er det en skønhedskonkurrence?

Mette Madsen, som stiller op i Østjylland, er en fryd for øjet – i hvert fald på hendes valgplakat – det gælder også for Karen Jespersen, hvis man altså lige glemmer at hun er 20 år yngre på sin plakat: Hun ligner jo at hun knapt kunne komme ind på Speedbåden. Men partiet kunne begynde at sælge sig på sloganet “Venstre – vi har de bedste skanks“.

Det er et groft miljøsvineri. Aalborg Kommune har heldigvis arrangeret 56 plakatstandere, så plakatliderlige (misforstå mig endelig ikke!) politikere kunne blive eksponeret, hvis de virkelig ville – og sådan, at man kan fokusere på det væsentlige i en valgkamp: At præsentere sine mærkesager og argumentere fornuftigt for dem.

Kandidaterne burde bruge deres penge på ordentlig PR, men frem for alt, at få præsenteret deres politiske budskab. Alt andet orker jeg bare ikke!

Nej nu, nu orker jeg ikke flere kendte mennesker i dansk politik. En ting er at Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg bruger deres politisk kendte ansigter til at danne et nyt parti – det er fair nok. Men hvorfor kan de ikke bare stjæle nogle flere politiske mennesker, eller oprette et ungdomsparti som alle mulig andre. Nej det er ikke fint nok for Ny Alliance. Kandidaterne skal bringes som et brag midt i en ellers fredelig valgkamp René la Cour Sell, Lars Kolind, Jørgen Poulsen, osv. Og apropos Lars Kolind – Fyn som skattely ø? Ej come on, det orker jeg altså ikke engang at kommentere på.

Og nu vi er ved Ny Alliance – hvad så om 5 år, stadig (NY) Alliance? Min pointe er det var masser af andre muligheder – Midt alliancen, Social Koncervetisterne, eller hvad med Alliancen mod Dansk Folkeparti, hvis de overhovedet er mod DF, når Anders Fogh begynder at vifte Naser Khader med en Intergrationsminister-bil-billet. Gad vide om det overhovedet er muligt at få nogen form for konsensus ud af et partibestående at penge/magtliderlige erhvervsfolk?

Nå det er da altid noget at Ny alliance har (en form) for humor – for ellers havde de vel ikke lanceret den her slagsang – helt sikkert: “Hva’ så Naser, tid til balance – Ny Alliance” Det kan da kun være en joke – ellers så orker jeg det altså ikke!