Jeg har netop erhvervet mig en ny mobiltelefon, da min forhenværende døde en frygtelig død på årets Roskilde festival gennem drukning. Da jeg for knap en uge siden modtog min nye telefon, stak jeg hurtigt ørebøfferne i de dertil indrettede ører og gik på shoppingtur i Netto for at holde gang i højkonjunkturerne. Da jeg står i i køen ved kassen godt i gang med Guns N’ Roses’ “Since I Don’t Have You”, ringer en telefon meget højt med tonen “Jungle Sounds” (De ved, Tarzans “åh-i-åh-i-åååhhh”). Jeg tænker fluks: “Kæft, en klaphat, tag dog din telefon”, indtil det med går op for mig – til min helt store fortrydelse og ca. 1,5 minut senere – at det er min egen telefon. Moralen er, at en gang i mellem er de farlige mobiltelefonbanditkrabater ikke altid selv skyld i de pinlige situationer. Det er de onde mobilproducenter! Og dem orker jeg ikke!

I toget i dag sætter sig en nydelig, ung mø foran mig og placerer sin mobiltelefon solidt på bordet. Bipbipbipbipbip siger det, og efter hun har modtaget en 2-3 SMS-beskeder går det op for mig at vi har valgt ens SMS-besked-lyde. Det er da totalt uacceptabelt at jeg omtrent hvert 8. sekund skal kigge på min egen mobiltelefon for at konstatere at det var pigen overfor, der åbenbart har flere SMS-hysteriske teenageveninder. I skrivende stund overvejer jeg kraftigt at bede hende finde en anden plads, så hun ikke forvirrer mig yderligere – jeg var her først. Men nej, hun sidder jo bare og kigger intetanende ud af vinduet. Pludselig bliver det Fredericia og hun rejser sig heldigvis – jeg ved dog ikke om det er mit ondskabsfulde, skulende blik, der har fået hende til at forlade kupeen. –Vigtigere er det at bemærke at hun har ødelagt min togtur. Jeg orker det ikke!