Årsagen til den engelsksprogede overskrift er, at temaet er amerikansk. Kongressen i USA har nemlig besluttet at udvide sommertidsperioden med cirka 2 uger før og efter. Idéen er at spare energi – men det er altså ikke alle, som orker det.
Se bare dette læserbrev af Connie M. Meskimen, fra delstaten Arkansas:

Hvor er det synd. Hun orker det vitterligt ikke.

Denne film er værd at se for enhver: Et fantastisk stykke dokumentarisk materiale.
Men hvis denne film ville starte med at spille automatisk ville jeg simpelthen ikke orke den.

I mit sidste indlæg refererede jeg til Anna Pihl, så det er egentlig en udmærket lejlighed til at dvæle lidt længere ved dette nyskabende fænomen. Tænk lige over hvor politisk korrekt den tv-serie er! Det kan faktisk ikke lade sig gøre at være mere politisk korrekt. Til jer som troede, at public service kanalen over dem alle, DR, havde patent på politisk korrekthed – tro om igen. Her følger 6 eksempler til at understøtte min påstand:

1: Hun er enlig mor.
2: Hun bor sammen med en skruk homoseksuel, som er reservefar for hendes søn.
3: Hun er en ung, succesrig kvinde i en mandsdomineret branche.
4: Hun har gjort lynkarriere indefor politiet og er blevet top-negotiator (det er vel det hurtigste karriere-hop nogensinde indefor politiet).
5: Hendes homoseksuelle bofælle skal være donor-far for en lesbisk kvinde.
6: Hun kører patruljevogn med en ung mandlig nydansker – også kaldet en mønsterbryder.

Er det egentlig nogen, der har stillet spørgsmålstegn ved, hvor politisk korrekt en tv-serie har lov at være?

Jeg orker det ikke!

Jeg Orker Det Ikke – JODI – har opnået så stor succes, at DR har vlagt at kopiere konceptet. Det foregår med såkaldte Videodagbøger, som kører i føljetonen ‘Flemmings Helte’.

Her på redaktionen vil vi bare sige, at vi ikke orker den form for lukrering på vores hårde arbejde – men se det alligevel, det er i det mindste en god efterligning!

Jeg var så uheldig i det københavnske natteliv at få stjålet mine mobiler + pung af to negere. (Den sidste information er med, da det har hjulpet at projicere min vrede over på en befolkningsgruppe, der i forvejen er vant til at blive kigget skævt til).

Min kæreste ringer til de to numre, og selvfølgelig tager de telefonen. De forlanger 1000 kr og min kæreste prøver at prutte (det burde de jo være vant til) sig ned i pris til 500 kr. Det tilbud er ikke godt nok for de to tyveknægte, så de truer med at ringe til Nigeria, hvis de ikke fik hvad de forlangte. Til gengæld truede vi med at gå til politiet – og det blev ikke kun ved truslen.

Vi tager en taxa til politistationen og får den hånlige kommentar af den 60-årige taxachauffør: “Det er da også for dumt at tage mobiler med i byen. Det gør mine venner aldrig”, hvortil min kæreste svarer “Hvordan skulle vi så ringe efter en taxa”. Resten af turen foregår i tavshed.
På Station City står jeg, kampstiv, med en meget pædagogisk politimand og hans elev, som bare står og kigger på hele vejen igennem. De foreslår det, der i folkemunde hedder Anna Pihl-løsningen: Jeg skal aftale at mødes og udveksle kontanter for mine mobiler. Politiet vil være klædt i civilt og overmande tyvene.
Det lyder storartet og meget spændende (Tænk at man på druk kan få lov at lege politi og røvere), så jeg siger ja, og prøver at ringe til dem. Desværre denne gang uden svar. Politibetjenten spørger til vidnet (der jo fortalte mig at det var to negere) og jeg må indrømme at jeg ikke var i stand til at opfange vidnets navn, hvortil betjenten meget pædagogisk svarer “Så må jeg jo desværre nok sige at vi nok ikke får fanget de to.”.

Nå OKAY, jeg havde nemlig troet at det var hele det københavnske alarmberedskab der skulle finde to sorte mænd i nattens mulm og mørke.

Dagen efter ringer jeg med telefonernes IMEI-numre for at de kan blive sporet. Den vagthavende siger i telefonen “Kan du ikke ringe i morgen – vi er meget hængt op lige nu.”. Tak for lort og offentlig service.

Jeg orker det ikke!

Bare starten på dette indlæg er svær…

Den evigt ulidelige organisation Operation Dagsværk har endnu en gang forbavset mig med deres manglende intellekt – mere om dette sidst i dette skriv.

Hvorom alting er, så har de besat et 14kvm stort skur i en ukendt skov i jylland (at Ritzau journalisten ikke tog sig en lang kaffepause da den opgave indløb kan kun betyde hun er rød – hvilket inspirerer til et helt andet indlæg om journalister i almindelighed, men her skal det blot handle om en i særdeleshed) Hvem helvede skriver om en flok pubertære, utilpassede unge, der besætter et ukendt skur? Men det er altså sket om samtidig med har en vis Rasmus erklære, at den ihh åhhh ahh så uvildige organisation støtter Ungdomshuset – for at repetere er dette de endnu mere utilpassede unge, der hærgede et helt boligkvarter i København fordi dette var det stærkeste udtryk for solidaritet, multikulturalisme og frihed de kunne komme i tanke om!? Jeg orker ikke at høre nogen støtte det foretagende, det dræber jo retskafne menneskers dag, når den salgs bliver lagt på nettet!

Operation Dagsværks manglende intellekt give sig naturligvis udslag i, at dette er en tabersag af rang. hvis jeg var spindoktor for OD ville jeg råde dem til at opgive endnu en af deres selvbestaltede feriedage og skynde sig tilbage på skolebænken – sådan en flok kommunister har jo lidt historie at lære om en mand i uniform med et kraftigt, let buet overskæg (et indlæg om historielæreres inkompetence er på vej – stay tuned)

Alt i alt: hvis endnu en af mine dage skal ødelægges af de selvgode, egoistiske, kriminelle unge med en manglende hobby, så bliver jeg nødt til at tage til genmæle og besætte deres hovedkvarter – så kan de jo se, hvad de synes om, at jeg drikker Ballantines og ryger Cohiba cigarer i deres socialistrede!

Over n’ out!

Jeg vil nu gøre noget så uhyre sjældent set som at tage sorgerne på forskud, som man siger. Jeg vil skrive om hvad jeg ikke orker der skal ske imorgen. Ifølge politiken.dk strejker busserne imorgen. Og gad da vide om lige netop dén busstrejke ikke også skulle berøre Movias hjertebarn, linje 5A? Jo det ku jeg da forestille mig den skulle. Godt nok! Nu er det anden gang jeg tillader mig at skrive om oplevelser der i en eller anden grad har noget med busdrift at gøre. Spændende? Ja!

Og hvorfor er dét med busserne så, så elendigt spændende og ikke-orkbart at undertegnede bare må skrive endnu en post om det? Det kan der være flere grunde til, og jeg vil ikke komme ind på nogen af dem.

To the point: Busserne strejker! Hvad betyder det? At jeg skal op på hvad min højtærede morfar ville have kaldt for “jernhesten” og trampe i pedalerne som de unge siger. Hvad er problemet i dét? Problemet er at jeg ganske enkelt ikke orker det. Nu hvor vi er ved emnet i denne uforholdsmæssigt indholds- og strukturløse post, vil jeg gerne klage over at jeg sidste gang busserne strejkede (for det er ikke første gang, og det ved i godt) stod høj og ranglet som jeg er og ventede i 15 satans lange minutter ved Nørrebro station. Og dét ville i sig selv ha været okay, hvis solen havde stået højt på himlen og jeg havde haft en Kung Fu-is i kæften, men det var nuengang regnvejr og jeg var kommet for sent op. Nå ja, dét med de 15 minutter.. altså, hvis i absolut skal strejke (og det skal i åbenbart) så gør mig dog i det mindste opmærksom på det. Jeg ved ikke hvordan i har tænkt jer at gøre det (og det ved i garanteret heller ikke).

For de læsere der ikke har orket at læse hele denne usandsynligt lange post, så er det denne gang noget så jordnært om busstrejker vi ikke orker og/eller bryder os om. Endnu engang vil jeg tage mig selv i forsvar inden der er nogen der forsøger at angribe mig for ikke at have gennemtænkt min argumentation (har jeg overhovedet argumenteret for noget..): Jeg kan da godt se at buschauffør-jobbet ikke ligefrem er “the shit” blandt de unge (og sikkert heller ikke hos særlig mange andre aldersgrupper), og lønnen er uden tvivl proportionelt ussel med den mængde anseelse man anskaffer sig ved et finere middagsselskab når man fortæller at ens nye arbejdsgiver hedder Movia. Bottom line, giv dem mere i løn eller find en anden løsning (robotchauffører..?) – jeg er ligeglad hvem der taber på skidtet, bare det ikke er mig (..der skal cykle – for det orker jeg ikke).

Åbenbart er mænd helt crazy med kvindebarme i det offentlige rum. 80 % af de adspurgte mænd har ikke noget imod amning i det offentlige rum (i øvrigt i en undersøgelse, hvor antallet af adspurgte ikke fremgår (det var man dumpet på til enhver statistikeksamen og man burde blive ekskluderet fra Journalisthøjskolen for at gøre det (hvis journalister arbejder med syv dødssynder er denne fadæse én af dem)) – men jeg vælger blindt at tro på at der er godt 1000 respondenter). Samtidig er det kun 74 % af de adspurgte kvinder der ikke afskyr ammende kvinder i det offentlige rum. Hvad er det dog for nogle mennesker, de har spurgt?

Ammende kvinder og børneskrig er noget, man skal kunne fra- eller tilvælge i sin dagligdag. Ligesom rygning forpestes rummet og det er på sigt skadeligt for helbredet at skulle se og høre på (Tænk hvis jeg en dag bliver indlagt med traumer!).

Det er ligeså frustrerende at se på ammende kvinder i det offentlige rum, som når folk i DSB-tog ikke forstår at børn, der løber rundt og leger hører til i familieafdelingen og at mobiltelefoner skal være slukkede og ikke bruges til samtale i hvilkekupeerne.

Jeg orker ikke al den forstyrrelse.