Dengang jeg var 13 år kunne jeg garanteret godt blive skræmt af en spøgelseshistorie i ny og næ.
Men for knap et år siden fik jeg ovennævnte SMS fra selvsamme spøgelse, hvilket egentlig ikke skræmte mig synderligt.
Helt ærligt, kan et spøgelse SMS’e? Jeg har altid forestillet mig spøgelser som nogle blafrende lagener, som vil have aldeles besværligt ved at betjene T9-systemet på mobiltelefonen. Jeg har også ladet mig fortælle, at spøgelset ikke er så grammatisk dygtig, men det vil jeg ikke vade yderligere rundt i.
Det er desuden ikke en besked, der bliver sendt fra spøgelsets egen telefon, at det er en kædebesked. Derfor er det faktisk direkte ukorrekt at skrive “Jeg hedder Sammy” – beskeden burde i stedet starte “Denne SMS videresender jeg på vegne af Sammy”.
Det mest groteske er dog, at Sammy ikke har noget ansigt (jeg har nu også altid forestillet mig at spøgelser havde huller i lagenet). Jeg har siddet og spekuleret over, hvordan i alverden man kan stirre uden et ansigt, og derved uden øjne. Helt ærligt, hvor er det spøgelse bare miserabelt!
En lille morsom detalje er, at man på DR’s version af nyheden kan høre et interview med en skræmt, 13-årig pige. Når man starter playeren kommer beskeden “Du lytter til P4 Fyn. Vi ved, hvor du er…” rullende. Det burde bidrage en smule til uhyggen, selvom det nok næppe var hensigten.
Og hvorfor ikke bare slukke for sin telefon om natten? Jeg gør det næsten altid (dog ikke fordi jeg er bange for spøgelser, men fordi mine “venner” ringer i ubeskrivelige kæferter og vil høre hvad jeg har på (eller hvor meget en ræv vejer, for at nævne to ofte forekommende eksempler)).
Lad dog børnene vente med at få en mobiltelefon til de kan administrere slukknappen og lærer at sige fra i tilfælde af ubehageligheder.
Og så er der jo forældrene (som man altid kan slå i hovedet), som burde vise ansvar ved at diskutere det uhyggelige og okkulte, så børnene kan sove trygt i visheden om at verden er et godt sted.
Jeg orker det ikke.