Hos de flinke fyre i Homeland Security:
”Is there anything wrong with my passport, Sir?”
“Hmm, I don’t know. Now, you just follow that man over there”

Sådan startede min studietur til USA med statskundskab i oktober. Manden der tjekkede pas og tog fingeraftryk fandt stemplerne i mit pas noget mistænkelige, og sendte mig derfor ind til nærmere undersøgelse. Jeg fulgte efter den angivne vagt, kom ind i en elevator der kørte et uvist antal etager op eller ned, og var nu kommet til stedet, hvor illegale immigranter, formodede terrorister og generelt mistænkelige folk bliver tjekket ekstra, inden de får lov at komme ind i Guds eget land.
4 Âœ time og et misset fly senere fik jeg lov at gå, uden så meget som et ”undskyld vi tog din tid”! I mellemtiden blev jeg forhørt af 5 sæt af Homeland Security-folk.

1. sæt – den sjove intro
Jeg spurgte den venligt udseende ældre herre hvad meningen var ”Oh, we’re just arresting guys in yellow t-shirts today, Sir!” – vældig sjovt. Jeg kvitterede med at udtrykke ærgrelse over at jeg ikke havde taget rødt på den dag. Vi talte lidt om hvorfor jeg havde stempler fra Iran og Pakistan i mit pas, og han lød til at synes det var vældig fint at jeg havde rejst der. Desværre havde han åbenbart ikke autoritet til at cleare mig, så jeg blev bedt om at sætte mig ned og vente.

2. sæt – den stupide
Efter ca. 20 minutters ventetid ville to unge fyre med en IQ omkring stuetemperatur afhøre mig. De stillede en masse spørgsmål, som jeg i starten forsøgte at svare nuanceret og grundigt på deres spørgsmål, men da det gik op for mig, at de var aldeles ligeglade med mine svar (eller ikke forstod dem) gik jeg over til at svare kort og præcist på deres spørgsmål. De gennemrodede min taske, forsøgte at finde terror på min computer og var generelt umulige og uhøflige. Hvad de har konkluderet om min trussel mod Amerika, har jeg absolut ingen idé om, men clearet blev jeg ikke, og måtte vente igen…

3. sæt – det grundige
To lidt mindre tungnemme fyre ville nu – efter 20 minutter mere – have en udførlig historie om min rejse. De syntes det var ufatteligt og ufatteligt dumt at en hvid skandinav rejste rundt på må og få i Mellemøsten, og da jeg sagde at iranere såmænd var gæstfrie og behagelige mennesker (taktisk dumt, det erkender jeg) var de helt uforstående. De ville høre en masse detaljer, men fattede nok ikke rigtig hvad meningen var med at tage på turistferie i Iran og Pakistan – dér tager man da kun ned hvis man er terrorist? Da jeg spurgte om vi ikke snart var færdige med det cirkus, fik jeg intet svar. Nå, de bad mig om at vente igen, og det gjorde jeg så.

4. sæt – det bizarre
Efter endnu længere tid kom jeg nu hen til en tilsyneladende dreven sikkerhedsmand, der forsøgte at lokke mig i alle mulige retoriske fælder.
”So… When did you convert?”
“Excuse me Sir?”
“I said: When did you convert to Islam?”
“Convert to Islam? I am an atheist”, men tænkte ikke på at det i kristne USA naturligvis også er mistænkeligt at være ateist!
”Hmm. I see. Any traumatic events in your life, that made you become an atheist?”
Umulige amerikanere! Han forsøgte også at få mig til at indrømme at jeg røg masser af hash, men det ville jeg nu ikke (han sagde sågar at han kunne se det på mine øjne!). Da jeg ikke bed på krogen med hans drillerier, fik jeg lov til at vente lidt mere…

5. sæt – Secret Service tager over
Så kaldte to velklædte Secret Service-folk mig hen. De var velartikulerede og høflige, og roste endda mit engelsk. De fik en kort genfortælling af historien, og jeg var efterhånden ved at være både træt, sulten og tørstig. Da de efter fem minutter havde konstateret, at jeg nok alligevel bare var en harmløs studerende, som ikke udgjorde nogen overhængende risiko for USA, fik jeg så endelig lov at gå – efter 4Âœ time!

Jeg orker det ikke!