Cutter-set på tilbud i Bilka

For nylig oplevede jeg i Bilka at varehuset prøvede at markedsføre noget så kynisk som et cutter-set.

Cutter-set

Cutter-set

Det er enormt uetisk at prøve at markedsføre noget sådant – totalt hensynsløst. Sikke noget svineri.
Jeg orker det ikke!

Drikkepenge

Når jeg som forbruger oplever god betjening i alle mulige handels- og servicevirksomheder, så opfører jeg mig pænt og siger tak. Jeg kommer endda tilbage til samme virksomhed næste gang jeg skal købe en lignende ydelse.
Men de danske restaurationer prøver alligevel, ved ualmindelig frækhed, at presse os til at give drikkepenge på ét område: Ved cafébordet.
Nu har jeg alle dage ment der var meget lille forskel på, hvor smukt en flaskeøl kunne åbnes, eller en kop kaffe kunne skænkes – så hvorfor i alverden vil cafépersonalet have drikkepenge? Hvis de får for lidt i løn er det et forhold mellem arbejdstager og arbejdsgiver – ikke mellem kunden og arbejdstager!
Og søreme ikke om man har institutionaliseret den frækhed yderligere, ved at indføre dankortterminaler, der kan gå tiggergang, så serveringspersonalet kan holde munden lukket som kujoner?!

Hvad skulle give mig lyst til at finansiere en sort økonomi
?
Og hvad får netop restaurationsbranchen til skamløst at tro, at de kan presse ekstra klinker ud af deres kunder? De må have solgt deres sjæl til Mammon! Jeg orker det ikke!

Boern, der ikke kan spille paa blokfloejte, og goer det alligevel

Dette er formentlig det foerste indlaeg paa jegorkerdetikke, som bringer et internationalt perspektiv:
Man orker da virkelig ikke den nyeste boernetrend her i Baltikum: Boern, der som sommerferiejob, har fundet paa at saette sig naer turistattraktioner og spiller de fire skaeve tone, paa en blokfloejte.
Det bliver en skala paa blot fire toner, op og ned, og de forventer at folk giver penge til dem.
For det foerste kan jeg ikke forestille mig at den jaevne befolkning bryder sig om blokfloejte og for det andet er det bare enormt irriterende. De ellers saa virtuose boern burde lade vaere med at oeve skalaer foran alle turisterne.
Isaer den hoeje pivetone, der fremkommer naar man puster for haardt, er frygtelig og kan hoeres paa flere hundrede meters afstand. Afskyeligt.
Lad mine oerer vaere i fred, og lad mig besoege turistattraktionerne uden at blive chikaneret.
Boernene burde laere nogle lydloese aktiviteter, fx at jonglere, gaa paa soem eller spyde ild.
Al den larm orker man simpelthen ikke i tredive graders varme!

Føtex kl 18

Godt nok er man studerende, så man har ligesom pensionisterne det meste af dagen til rådighed til at handle – men man orker jo ikke at købe ind midt på dagen mens solen står højt på himlen og man i øvrigt ikke er sulten.
Derfor bliver indkøbene altid udskudt til lige før man påbegynder madlavningen – for så at vade rundt i den lokale Føtex, mens det arbejdende folk og deres skrigende institutionsbørn stresser rundt.
Man orker det sådan set ikke, men der skal jo mad på bordet.

Mobilen tændt om natten

Hvorfor har folk mobilen tændt om natten, hvis de ikke vil ringes op eller have sms’er? Det er uforståeligt. Alle telefoner har en mulighed for at slukke (Fastnettelefoner kan man endda slukke ved at trække stikket ud af væggen).

Det er jo tåbeligt, hvis folk vælger at sætte lyd på deres mobiltelefon om natten, og de så bliver sure over at blive vækket.

Man orker det ikke…

Læserbreve i Ekstra Bladet

Ekstra Bladets læserbrevssektion er noget af det mest ubehagelige, man kan udsætte sine øjne for. Bertelsen fandt havde på P1 i 2003 et tema om læserbreve, hvor følgende nævnes:

Tekstforfatteren Nikolai Lang-Jensen skrev i slutningen af 2001 et lille læserbrev på to linjer til Ekstra Bladet. Retur fra en anden læser fik han et ondsindet, håndskrevet smædebrev på seks sider. Brevet var underskrevet “Carl Thomsen, Valby”.
En af landet fremmeste kongelige skuespillere, Ole Ernst, der har haft sin daglige gang i Radiohuset i 40 år, dukker angiveligt tilfældigt op og læser smædebrevet højt med den indlevelse og patos, som den sindssyge afsender har lagt i det. Man rystes.

Læserbrevet kan stadig høres, og der er endda en Facebook-gruppe for formålet.

Én ting er sikker: Den opfundne Carl Thomsen, Valby, orker det ikke.

Folk, der ikke ringer tilbage efter ubesvarede opkald

Man orker ganske enkelt ikke folk, der undlader at ringe tilbage når man forsøger at komme i kontakt med dem.
Der er jo en idé i at man har slået “vis nummer” til på sin mobil. I stedet skal man ringe igen og igen for at få fat på en eller anden person, der føler sig for vigtig til at ringe tilbage.

Mobiltelefoni er så godt som gratis nutildags (Mit første mobilabonnement i 1990’erne kostede omkring 4,50 kr/minut) – så der er ikke noget argument for at undlade at ringe tilbage.

De dovne amøber går også glip af den fabelagtige leg, phone tag. Det er i øvrigt en leg man ikke orker alt for længe…

Unødvendige fordanskninger

Ritzau har netop udsendt et telegram om et dramatisk skudopgør i København. Der må efterhånden lugte af krudtslam i hele byen, så meget som de skyder om sig. Telegrammet lyder:

Der er blevet skudt fra en bil mod en anden bil i Københavns nordvestkvarter. Ingen ramt, siger Københavns Politi.

Jeg orker bare ikke at man ikke kan kalde tingene for det, de hedder: Et drive-by (Siden det er slang er det også at finde på Urban Dictionary). Det er endda flere år siden Red Warszawa udgav sangen MC Nymands rap, hvor de oversatte det til dansk med begrebet kør-forbi-skyderi.
Men både “Der er blevet skudt fra en bil mod en anden bil” og “kør-forbi-skyderi” er fuldstændigt åndssvage oversættelser for det meget præcise, amerikansk-engelske udtryk.
Man orker jo ikke unødvendige fordanskninger.

Udgivet i Ikke-kategoriseret | 2 svar

Decaf og religiøse forhold til indtagelse af kaffe

Decaf er måske en af verdens dummeste opfindelser! Kaffe drikker man af to årsager:
1) Fordi man rent faktisk synes det er rart at hælde skoldhed djævelskab ned i svælget
2) Fordi man drikker det som et alternativ til speed, kokain, og andre opkvikkende narkotika.
Hvem i alverden orker at drikke kaffe, der er uden effekt? Det er bare sort vand med smag. Er det måske folk, der har sniffet skillevæggen mellem næseborene i stykker, og derefter tænker “Ej, okay, jeg er vist lige lovlig frisk i dag”, som så vælger at nøjes med kaffe uden koffein.

Endnu værre er står det til for mormoner, som ikke må drikke varme drikke. Dét orker man jo slet ikke: De tilhører hverken gruppe 1 eller 2, for de drikker slet ikke kaffe! Det er stensikkert en sekt, når man forbyder alle mulige glæder i livet – men det vildeste er at der ikke er enighed om hvorfor man har valgt at forbyde varme drikke. Jeg håber for Joseph Smith og hans sekt at de bliver frelst som de første – for de må virkelig have sig i dette liv med alle deres åndssvage forbud!
Mit store spørgsmål er om jeg skal grine hånligt hver gang jeg slubrer Mous suppe (Note to self: Hvis man griner mens man drikker får man ofte drikken galt i halsen).

Hvad tænker folk på? Hvad bliver det næste? Kaffe uden smag, men med koffein? Jeg orker det ikke!

Udgivet i Ikke-kategoriseret | 1 svar