I mit sidste indlæg refererede jeg til Anna Pihl, så det er egentlig en udmærket lejlighed til at dvæle lidt længere ved dette nyskabende fænomen. Tænk lige over hvor politisk korrekt den tv-serie er! Det kan faktisk ikke lade sig gøre at være mere politisk korrekt. Til jer som troede, at public service kanalen over dem alle, DR, havde patent på politisk korrekthed – tro om igen. Her følger 6 eksempler til at understøtte min påstand:

1: Hun er enlig mor.
2: Hun bor sammen med en skruk homoseksuel, som er reservefar for hendes søn.
3: Hun er en ung, succesrig kvinde i en mandsdomineret branche.
4: Hun har gjort lynkarriere indefor politiet og er blevet top-negotiator (det er vel det hurtigste karriere-hop nogensinde indefor politiet).
5: Hendes homoseksuelle bofælle skal være donor-far for en lesbisk kvinde.
6: Hun kører patruljevogn med en ung mandlig nydansker – også kaldet en mønsterbryder.

Er det egentlig nogen, der har stillet spørgsmålstegn ved, hvor politisk korrekt en tv-serie har lov at være?

Jeg orker det ikke!

Jeg var så uheldig i det københavnske natteliv at få stjålet mine mobiler + pung af to negere. (Den sidste information er med, da det har hjulpet at projicere min vrede over på en befolkningsgruppe, der i forvejen er vant til at blive kigget skævt til).

Min kæreste ringer til de to numre, og selvfølgelig tager de telefonen. De forlanger 1000 kr og min kæreste prøver at prutte (det burde de jo være vant til) sig ned i pris til 500 kr. Det tilbud er ikke godt nok for de to tyveknægte, så de truer med at ringe til Nigeria, hvis de ikke fik hvad de forlangte. Til gengæld truede vi med at gå til politiet – og det blev ikke kun ved truslen.

Vi tager en taxa til politistationen og får den hånlige kommentar af den 60-årige taxachauffør: “Det er da også for dumt at tage mobiler med i byen. Det gør mine venner aldrig”, hvortil min kæreste svarer “Hvordan skulle vi så ringe efter en taxa”. Resten af turen foregår i tavshed.
På Station City står jeg, kampstiv, med en meget pædagogisk politimand og hans elev, som bare står og kigger på hele vejen igennem. De foreslår det, der i folkemunde hedder Anna Pihl-løsningen: Jeg skal aftale at mødes og udveksle kontanter for mine mobiler. Politiet vil være klædt i civilt og overmande tyvene.
Det lyder storartet og meget spændende (Tænk at man på druk kan få lov at lege politi og røvere), så jeg siger ja, og prøver at ringe til dem. Desværre denne gang uden svar. Politibetjenten spørger til vidnet (der jo fortalte mig at det var to negere) og jeg må indrømme at jeg ikke var i stand til at opfange vidnets navn, hvortil betjenten meget pædagogisk svarer “Så må jeg jo desværre nok sige at vi nok ikke får fanget de to.”.

Nå OKAY, jeg havde nemlig troet at det var hele det københavnske alarmberedskab der skulle finde to sorte mænd i nattens mulm og mørke.

Dagen efter ringer jeg med telefonernes IMEI-numre for at de kan blive sporet. Den vagthavende siger i telefonen “Kan du ikke ringe i morgen – vi er meget hængt op lige nu.”. Tak for lort og offentlig service.

Jeg orker det ikke!