Jeg holder meget af at køre i tog, og sidder sædvanligvis i stillekupéen – så har man retten til at vrisse af de mennesker, der larmer, og for det meste har man fred og ro, så man kan koncentrere sig og udnytte tiden.

Men i et fredags-lyntog var der så proppet, at jeg ikke kunne få en stilleplads, og derfor måtte jeg ty til de almindelige pladser. Det orker jeg isoleret set ikke, fordi jeg skulle sidde og glo på to snavende efterskoleteenagere – den ene havde så mange bumser, at det var ubehageligt for min synsnerve.

Men i Vejle havde 13 kvinder – ulykkens tal – booket pladser, så de kunne sidde og plapre. En almindelig kupé bliver lynhurtigt til en hønsegårdskupé. Og så snart togets rullende bodega kom forbi, skulle de have hvidvin – som om de ikke var kåde nok i forvejen. Resten af turen var et væld af opgivende blikke fra mine medpassagerer.

Hvad skal man gøre i sådan en situation? Give sig til at råbe ad dem?

Jeg orker det ikke.