Fødsel i Kongehuset

Jeg troede ellers lige, at jeg stod op til en rolig og rar lørdag. Men nej. Og denne gang er det Kongehuset, der skal ødelægge min dag. Selvom jeg aldrig har mødt dem, så lykkes det dem faktisk alligevel.

Det handler om at Mary er ved at føde to små despoter. Jeg er i udgangspunktet flintrende ligeglad, men de danske medier går totalt amok over det: Helt ærligt, så har vi fået rigeligt med royale børn, der skal forsørges af det offentlige. De er bare for fine til at få kontanthjælp – i stedet kalder man det apanage.

Politiken, Berlingske og JP kaster sig blindt over det royale stof, mens Information trods alt nøjes med et par telegrammer.

Nu har jeg et par dage, hvor det ikke kan betale sig, at følge med i de danske medier. For alt kommer til at handle om Kongehuset. Jeg orker det ikke!