Torsdag nat efter en relativt våd (som man siger) aften i det københavnske ungdoms-natteliv vælger jeg at begive mig mod min bopæl for at sove til jeg vågner. Buschaufføren i 5A’eren ville det imidlertid helt og aldeles anderledes.
Jeg falder i søvn (stik imod hvad jeg havde håbet, men meget passende i forhold til hvad jeg havde forventet) og sover derpå 4 fucking timer i dette skriggule monstrum af en møgbus. Jeg vågner på Amager i den forkerte retning, efter at have været forbi begge endestationer nok 5-6 gange.
Ikke nok med at jeg vågner på Amager – jeg vågner i en bus der er fuldstændig proppet med mennesker da det er fredag, klokken er halv 9 og folk er på vej på arbejde på bedste myldretidsmanér.
Jeg kommer til bevidsthed ved at bussen (som jo på dette tidspunkt er gået fra at være en 81N (dvs. en natbus) til en regulær og fuldstændig almindelig 5A’er, hvilket samtidig vil sige at der sandsynligvis er blevet skiftet chauffør, men væk mig da endelig ikke) kører over et vejbump, hvilket resulterer i at mit venstre øjenbryn/pande hamrer ned i bussens stenhårde vindueskarm-kant og jeg således højlydt beklager mig, hvorpå en ganske køn ung dame der sidder til min højre side kigger ganske skeptisk på mig og siger “Go’morgen”.
Det er således først på dette tidspunkt at situationens alvor går op for mig, nemlig at jeg selv skulle have været på arbejde for rundt regnet 30 minutter siden. Hele episoden afsluttes med det ganske finurlige at jeg opdager jeg kun har en enkelt sko på (den venstre var det vidst). Den anden har fået lov (til trods for en propstuvet bus) til at stå på bussens gulv tæt ved midterdøren, hvor folk holder en sikkerhedsafstand til den på godt 30 cm.
Burde jeg holde mig vågen på vej hjem i bussen? Ja!
Orker jeg det? Nej!