Torsdag nat efter en relativt våd (som man siger) aften i det københavnske ungdoms-natteliv vælger jeg at begive mig mod min bopæl for at sove til jeg vågner. Buschaufføren i 5A’eren ville det imidlertid helt og aldeles anderledes.

Jeg falder i søvn (stik imod hvad jeg havde håbet, men meget passende i forhold til hvad jeg havde forventet) og sover derpå 4 fucking timer i dette skriggule monstrum af en møgbus. Jeg vågner på Amager i den forkerte retning, efter at have været forbi begge endestationer nok 5-6 gange.
Ikke nok med at jeg vågner på Amager – jeg vågner i en bus der er fuldstændig proppet med mennesker da det er fredag, klokken er halv 9 og folk er på vej på arbejde på bedste myldretidsmanér.

Jeg kommer til bevidsthed ved at bussen (som jo på dette tidspunkt er gået fra at være en 81N (dvs. en natbus) til en regulær og fuldstændig almindelig 5A’er, hvilket samtidig vil sige at der sandsynligvis er blevet skiftet chauffør, men væk mig da endelig ikke) kører over et vejbump, hvilket resulterer i at mit venstre øjenbryn/pande hamrer ned i bussens stenhårde vindueskarm-kant og jeg således højlydt beklager mig, hvorpå en ganske køn ung dame der sidder til min højre side kigger ganske skeptisk på mig og siger “Go’morgen”.

Det er således først på dette tidspunkt at situationens alvor går op for mig, nemlig at jeg selv skulle have været på arbejde for rundt regnet 30 minutter siden. Hele episoden afsluttes med det ganske finurlige at jeg opdager jeg kun har en enkelt sko på (den venstre var det vidst). Den anden har fået lov (til trods for en propstuvet bus) til at stå på bussens gulv tæt ved midterdøren, hvor folk holder en sikkerhedsafstand til den på godt 30 cm.

Burde jeg holde mig vågen på vej hjem i bussen? Ja!
Orker jeg det? Nej!

Jeg forBANDER den dag HP bestemte sig for at min printer, som ellers er en fin lille farvelaser-en af slagsen, ikke på nogen måde i nogen sammenhæng på noget fucking tidspunkt nogen-fucking-sinde ville kunne printe en farve der bare MINDEDE om ægte cyan.

skyd jer selv, for jeg orker det ikke!

Jeg orker ikke at se flere reklamer med arkitekttegnede lejligheder. Hvorfor skal der reklameres med at lejlighederne er arkitekttegnede? Hvem skulle ellers gøre det?

Nær min lejlighed, i mit kvarter, i min by, her i mit land, skal man finde sig i meget.

Så kære kommunister, vil I ikke godt lade være med at hænge plakater op. For jeg orker ikke endnu en gang at bruge en del dag på at pille dem ned igen!

Sad her til morgen og så det mest åndsforladte morgenshow på TV 2. Der kom en velkendt reklame for Imodium. Speakeren siger at “Diarré kommer altid på de forkerte tidspunkter”. Spørgsmålet er, om det nogensinde er sket på rigtige tidspunkter?

Jeg orker ikke at tænke på det.

Man kan efterhånden ikke få lov at gå uforstyrret nede i Århus midtby uden at blive mødt af facere fra alle mulige organisationer. En facer fra Amnesty fik mig engang overtalt i en kæfert – så nu er den organisation kommet på min sorte liste. Og siden de fik mig franarret mit navn og betalingsoplysninger, har jeg i det hele taget ikke brudt mig om facere.

Hver gang facerne har henvendt sig har jeg fortalt dem “Jeg betaler allerede” – men i dag svarede jeg “Jeg orker dig ikke” – og så skal jeg love for at de skynder sig væk!

Ligesom Steffen har jeg fået æren af at komme med på holdet af folk der ikke orker noget. Beæret? Ja. Orker jeg det? Nej.
Ikke desto mindre, here we go..

Top ti over ting jeg ikke orker
1. At finde på yderligere 9 ting jeg ikke orker.

For at nævne en af de eneste positive effekter af global opvarmning, så har det været en okay vinter – ikke megen slud og sne – mest af alt tørt og ikke ligefrem iskoldt. Det har faktisk været så lunt at jeg ikke har orket at tage handsker på.

Nok om det. I dag kom sneen. Den plejer at være ønsket lige op til jul – men ellers er den absolut upraktisk. Og så skal jeg gå på krykker indtil i morgen, hvor lægen gerne skulle konstatere den “god som ny”. Én dag med krykker er bestemt nok for mig!

Jeg orker ikke mere.

Så skete det! Jeg er hermed officiel skribent på denne side, og det er da værd at fejre!

Jeg burde vel egentlig lave et indlæg her, så alle kan se, hvor aktiv en blogger jeg er..

.. men jeg orker det ikke..

Jeg orker bare ikke at leve dagen efter en fri fadøl-fest. Det eneste, der har givet mig opmuntring i dag var Tine fra min læsegruppe, som mener hun har det værst af alle. Hun sms’ede “Hvis mit hoved blev skilt fra min krop, ligesom Ali Tikriti eller hvad han hed, så var jeg egentlig rimelig frisk“.