Jeg har tidligere givet udtryk for min udelte “begejstring” overfor afkom af værste skuffe. Nu er turen kommet til de mennesker, der ønsker dem sat i verden…
Jeg udsættes i ny og næ for, at min familie – særligt bestemte personer – giver udtryk for deres forhåbninger om snarlige familieforøgelser. Et utroligt irriterende samtaleemne, når man selv er udpeget som den mest sandsynlige avlsko. Min stedmor, hvis søn er tre år ældre, mere sat end mig osv., har for kort tid siden taget initiativ til at starte samtaler om børn. Eller rettere: børnebørn. Kvinden har knapt rundet de 50, før hun ser babytøj, rangler, afskyelige pædagogiske legeredskaber osv. overalt i huset.
Det er så her mine æggestokke kommer ind i billedet.
For kvinden har fået den idé, at jeg er den, der mest størst sandsynlighed får et barn først. Her skal det siges, at min stedbror, der jo er 3 år ældre end mig, har været sammen med sin kæreste i 5 år – indtil videre uden et – for min stedmor – tilfredsstillende (og skrigende) resultat. Jeg, der kun netop er flyttet sammen med kæresten, er derfor udråbt som familiens viderebringer af navnet. Hun har åbenbart opgivet min stedbror…
Jeg orker ikke, at andre forsøger at lægge beslag på min livmoder. Eller for den sags skyld diskuterer børn foran min kæreste, eftersom det resulterer i rædsel i hans øjne, sved på panden og en panisk søgen efter den nærmeste flugtvej.
Bliv dog planfadder, stedmor! Og hold dig væk fra mit underliv!