Hvorfor er det at charterturister klapper efter en landing, når flyet når destinationen?
Der er noget dybt modstridende ved at man vælger at fejre det ordinære, dvs. en sikker landing.
Jeg orker ganske enkelt ikke at klappe, bare fordi jeg ikke er død i en katastrofe.
Frands Hansen har skrevet om sine frustrationer med hensyn til både offentlig og privat transport samt dét at handle.
Kl. er 0659 hundrede. Vinduet står og blafrer lidt i den ellers vejrskjulte baggård i en tilfældig århusiansk bygning. Lettere utålmodig vender jeg mit søvntrætte ansigt så den rigtige side vender ned i puden. Alt er skønt. Temperaturen under dynen er optimal for en optimal omgang søvn. klokken er nu 07hundrede og krigen er brudt ud – nej, det er den ikke. Det er kirkens klokker der er kommet i svingninger. I fem meget lange minutter sender den varsler om gru og frygt gennem marv og ben på alle kristne og ukristne mennesker. Dette smukke ritual kendt fra glædelige begivenheder som brullypper og Jesu-opstandelse er for et kort øjeblik blevet våbnet den kristne kirke bruger for at vække alle de hedninge, der måttte forfalde til dovenskab og sove længere end til de kirkelige anbefaldede kl. 07.00.
Efter adskillige henvendelser til de gejstlige er jeg kommet i besiddelse af uvurderlig viden. Ã rsagen til denne mareridtsvækning skyldes ikke en kirkelig frustration over at den danske befolkning ikke lever op til deres kristne bud om flittigt arbejde fra solopgang til solnedgang. Nej, tværtimod. Det er blot en religiøs servicemeddelse om at nu vil være et godt tidspunkt at bede (gå til andagt).
Det er vel i princippet også fair nok, at kirken stiller den slags service til rådighed for en stadig større og mere loyal, udøvende medlemskare. Men man kunne måske forestille sig, at det vil være mere hensigtsmæssigt, hvis dem som havde tænkt sig at benytte sig af denne service (hvis de ikke allerede har værktøjerne (bedekalendere, private vækkeure, snore om fingrene etc.) måske flyttede sammen (langt ude i den vestjyske muld) og byggede en kirke der. (det har man blandt andet set i USA hvor religiøse “udøvere” flytter sammen på gårde).
På den måde kan resten af os (dem som bekender sig til den kapitaliste religion og følger dens skema) få os en god nats søvn, hvor de eneste plager skal være den rette temperatur og andre bagateller som vi kan beskrive i nærhed herinde (jegorkerdetikke.dk red.)
Men tilbage til den uvurderlige information fra de mest gejstlige i landet (kirkeministeriet). På min opfordring forklarede de mig, hvorfor (beskrevet ovenfor), men desuden at det ikke er muligt at ændre denne indstilling i kirkens klokkeelektronik. Som de også fortalte, så har de RET til at ringe med klokkerne, også selvom flere har klaget over dens larmen. Dette er vel omtrent at sidestille med skære sine lemmer af, udelukkende fordi ingen regler forbyder én at gøre det.
Derudover er det bekymrende, at man i en tid, hvor alle, der ikke er hvide, erklæderede kristne og har en fast bopæl i det fortjættede vestjylland, må se afstå fra enhver form for religiøs identitet.
Er vi kommet til, i Danmark, at man ikke kan være religiøs, medmindre man er rettroende, dansk og folkekirkekristen? (Hvor alt så iøvrigt er tilladt så længe det er i Guds (den rigtige Guds navn).?
Jeg orker det ikke – giv mig frisindet tilbage!
På denne spøgefulde dag er det normalt at tage fusen på hinanden. Men åbenbart gør DSB dette, helt uden at tænke på deres passagerers truende livstræthed.
Ikke nok med at der er udgivet en 3-måneders særkøreplan, så turen tager 1Âœ time i stedet for de normale 3 kvarter  nej, i dagens anledning, er et af morgentogene aflyst, så den ekstraordinært lange tur bliver udvidet med Âœ time. Ã
rsagen kaldes personalemangel, men man skal jo ikke stole på noget man hører her 1. april.
Desværre har jeg på nuværende tidspunkt sat sig ind i toget, og ergo er det derfor for sent at springe ud foran toget (hvilket i øvrigt også kun er ubehageligt for de andre passagerer, da det vil give yderligere forsinkelser og samtidig traumatisere togpersonalet, der gør sit bedste). Ikke noget der kan anbefales!
Jeg orker ikke 1. april når der ikke sker noget sjovt.
Tro ikke, at det at jeg ikke har postet noget i umindelige tider, er udtryk for at jeg orker mere end jeg før gjorde, – ja det er faktisk udtryk for det modsatte, at jeg ikke engang har orket at skrive om ting jeg ikke orker.
Megen galde, surhed og mangel på orken har alt, alt for længe været undertrykt. Nu får det frit løb i en top tre (3!) over ting jeg ikke orker. Here we go! (til folk der tænker “når han starter med 3 og ender med 1, er det så fordi det er en nedtælling?”, “ja hvis du synes, men jeg orker ikke at tage stilling til det”).
3. Istandsættelse af lejlighed.
Hvem fanden har fundet på at når man fraflytter sin lejlighed skal man sætte skidtet i stand? Jeg har hverken ødelagt eller smadret nogetsomhelst i min nu tidligere lejlighed, men er alligevel tvunget til at både male og slibe gulvet. Har jeg nogensomhelst forudsætning for at slibe et gulv? Nej, det har jeg ikke. Overhovedet.
Min meget sympatiske vicevært får det at slibe et gulv, til at lyde som det absolut letteste i verden. Jeg har ingen fucking ide om hvordan man gør makker. Jeg ved knap nok hvor Silvan ligger altså.
Lad det være sagt, jeg har altid været typen der gerne betaler sig ud af situationer som den jeg netop har beskrevet. Og det har jeg også gjort denne gang. Ellers ville jeg fandme ikke orke det.
2. Networking, bonding, bridging, (indsæt selv smart buzzord, din selvfede kommunikations-/marketings-/reklamemand)
Det her burde faktisk være nummer ét for hold da kæft hvor er jeg træt af folk der bruger vendinger som dem i overskriften umiddelbart herover.
Networking? Hvad fanden er dét? Jeg har prøvet at ignorere det lort i flere år, siden jeg første gang stødte på det, men det er som en sygdom folk bare slubrer i sig som varm tomatsuppe (eller noget andet der smager bedre, vælg selv). Der er folk der bruger så meget energi på at kende de “rigtige” mennesker og bruge deres “kontakter” til at avancere og promovere sig selv, for at blive endnu mere selvfede og få det rigtige job og brække sig på Luux’s toilet en tidlig lørdag morgen. Jeg ved i derude og jeg orker jer ikke.
1. Folk på racercykler der fylder hele cykelstien
Jeg kan godt forstå hvorfor folk på de der store sataner af christianiacykler er genstand for en til tider relativt hadsk stemning på de københavnske cykelstier. De fylder pissemeget og ligegyldigt hvor meget de trækker ind til siden er det vanskeligt at passere dem.
En gruppe cyklister som imidlertid pisser mig langt mere af, og som efterhånden har gjort det længe, er folk på racercykler der cykler i venstre side af cykelstien (læs: overhalingsbanen) og som pure nægter at trække ind til højre, selvom man signalerer at man gerne vil overhale dem. For de kører jo på racercykler, og gud forbyde at en helt almindelig dødelig cyklist på en gammel herrecykel kunne overhale dem. Jeg orker jer simpelthen ikke.
Hos de flinke fyre i Homeland Security:
ÂIs there anything wrong with my passport, Sir?Â
ÂHmm, I donÂt know. Now, you just follow that man over thereÂ
Sådan startede min studietur til USA med statskundskab i oktober. Manden der tjekkede pas og tog fingeraftryk fandt stemplerne i mit pas noget mistænkelige, og sendte mig derfor ind til nærmere undersøgelse. Jeg fulgte efter den angivne vagt, kom ind i en elevator der kørte et uvist antal etager op eller ned, og var nu kommet til stedet, hvor illegale immigranter, formodede terrorister og generelt mistænkelige folk bliver tjekket ekstra, inden de får lov at komme ind i Guds eget land.
4 Âœ time og et misset fly senere fik jeg lov at gå, uden så meget som et Âundskyld vi tog din tidÂ! I mellemtiden blev jeg forhørt af 5 sæt af Homeland Security-folk.
1. sæt  den sjove intro
Jeg spurgte den venligt udseende ældre herre hvad meningen var ÂOh, weÂre just arresting guys in yellow t-shirts today, Sir!  vældig sjovt. Jeg kvitterede med at udtrykke ærgrelse over at jeg ikke havde taget rødt på den dag. Vi talte lidt om hvorfor jeg havde stempler fra Iran og Pakistan i mit pas, og han lød til at synes det var vældig fint at jeg havde rejst der. Desværre havde han åbenbart ikke autoritet til at cleare mig, så jeg blev bedt om at sætte mig ned og vente.
2. sæt  den stupide
Efter ca. 20 minutters ventetid ville to unge fyre med en IQ omkring stuetemperatur afhøre mig. De stillede en masse spørgsmål, som jeg i starten forsøgte at svare nuanceret og grundigt på deres spørgsmål, men da det gik op for mig, at de var aldeles ligeglade med mine svar (eller ikke forstod dem) gik jeg over til at svare kort og præcist på deres spørgsmål. De gennemrodede min taske, forsøgte at finde terror på min computer og var generelt umulige og uhøflige. Hvad de har konkluderet om min trussel mod Amerika, har jeg absolut ingen idé om, men clearet blev jeg ikke, og måtte vente igenÂ
3. sæt  det grundige
To lidt mindre tungnemme fyre ville nu  efter 20 minutter mere  have en udførlig historie om min rejse. De syntes det var ufatteligt og ufatteligt dumt at en hvid skandinav rejste rundt på må og få i Mellemøsten, og da jeg sagde at iranere såmænd var gæstfrie og behagelige mennesker (taktisk dumt, det erkender jeg) var de helt uforstående. De ville høre en masse detaljer, men fattede nok ikke rigtig hvad meningen var med at tage på turistferie i Iran og Pakistan  dér tager man da kun ned hvis man er terrorist? Da jeg spurgte om vi ikke snart var færdige med det cirkus, fik jeg intet svar. Nå, de bad mig om at vente igen, og det gjorde jeg så.
4. sæt  det bizarre
Efter endnu længere tid kom jeg nu hen til en tilsyneladende dreven sikkerhedsmand, der forsøgte at lokke mig i alle mulige retoriske fælder.
ÂSoÂ
When did you convert?Â
ÂExcuse me Sir?Â
ÂI said: When did you convert to Islam?Â
ÂConvert to Islam? I am an atheistÂ, men tænkte ikke på at det i kristne USA naturligvis også er mistænkeligt at være ateist!
ÂHmm. I see. Any traumatic events in your life, that made you become an atheist?Â
Umulige amerikanere! Han forsøgte også at få mig til at indrømme at jeg røg masser af hash, men det ville jeg nu ikke (han sagde sågar at han kunne se det på mine øjne!). Da jeg ikke bed på krogen med hans drillerier, fik jeg lov til at vente lidt mereÂ
5. sæt  Secret Service tager over
Så kaldte to velklædte Secret Service-folk mig hen. De var velartikulerede og høflige, og roste endda mit engelsk. De fik en kort genfortælling af historien, og jeg var efterhånden ved at være både træt, sulten og tørstig. Da de efter fem minutter havde konstateret, at jeg nok alligevel bare var en harmløs studerende, som ikke udgjorde nogen overhængende risiko for USA, fik jeg så endelig lov at gå  efter 4Âœ time!
Jeg orker det ikke!
At tage sig sammen til at udskyde noget må, som et minimum, være målet, men hvordan bærer vi fortabte sjæle( i daglige tale: FDFer) os ad med det?
Svarer er faktisk kommet i denne artikel fra netdoktoren: “Jeg orker ingenting og kan ikke tage mig sammen til hverdags gøremål, men ønsker at komme videre” – fra ‘en spørger’ der vel at være har følt sådan i 20 år (burde slås til ridder af denne side!).
Hvorom alting er, så gives svaret således struktureret:
Til sidst skal man tage sig selv alvorligt!
Jeg orker ikke terapeuter…
Er der 30 dages fuld returret på dårlig samvittighed fra man opdager, hvad det er? Gud?
Jeg vil nemlig gerne af med min -evt. i bytte for kynisme(mærk kuverten 1,2,3,nu!, og send til Mogens Camre).
Problemet er, at jeg ikke har skrevet herinde i voldsomt lang tid – jeg orkede ikke rigtigt, for nu at være ærlig. Men det værste var, at min ugidelighed overfor at skrive herinde er blevet overmandet af min dårlige samvittighed for ikke at skrive. Stik det dilemma, Nelly!
Nå, men i hvert fald… I’m back, in black, hiittin’ the track, keeeping the flow, runnin’ this show! (og allerede ret afkræftet igen)
Nu har man i snart 1Âœ måned rent rundt og er blevet gejlet op til den helt store festivitas og hygge i forbindelse med jul og nytår – om man vil det eller ej, og så kommer der en så kedelig måned, som januar straks efter.Det er nu officielt tid til tungsind, vinterdepression, kulde der når marv og ben, hensynsløs venten på lysere tider og varmere temperaturer, uden andet i umiddelbart sigte en blomsternes udspringen, som alligevel kommer for tidligt, og derfor slår dem ihjel…
Jeg orker ikke januar måned…og jeg orker i særdeleshed ikke vinteren efter nytår.
Jeg drømmer om et andet sted…
Nu er mit mål fuldt! Jeg orker ikke mere… Jeg kører i Bilka for at handle ind til nytårsmenuen. Godt nok bor jeg meget tæt på og kunne sagtens være cyklet eller gået, men da jeg skal have mange ting, blandt andet en kasse øl, vælger jeg at køre i Magda, min fantastiske peugeot! Kl. er 10.13 da jeg kører ind på parkeringspladsen og jeg tænker straks, at det måske alligevel ikke var klogt at komme lige her ved åbningstid. Overvejelserne var da også mange, inden jeg kørte derover – skulle jeg vente til senere på dagen, måske endda lige før lukketid, hvor der som regel er lidt færre mennesker? Men nej, jeg vælger en tidlig start – vil ikke risikere, at de er løbet tør for bordbomber, champagnepoppers (hvad er nu det for et navn? Jeg orker ikke smarte navne til en lille plasticflaske fyldt med papirsstrimler og med en snor til at hive i så den kan sige bang…) ruccola og toiletpapir. Der er så mange mennesker i forretningen, at jeg opgiver at have vognen med mig hele tiden og sætter den på et lidt afsides sted for derefter at smyge mig ud og ind mellem de andre kunder, mens jeg indsamler diverse varer og med passende mellemrum vender tilbage til vognen, hvor jeg langsomt er ved at have opbygget mig et fint forråd. Jeg er stadig fyldt af overskud og venter gerne på, at en familiefar med to små børn i vognen kan komme til at køre mod strømmen… Men bliver dog lettere irriteret når – især – gamle mænd fuldstændigt vælger at overse denne høflighed og maser sig ind foran mig og familiefædrene (frasen “ungdommen nu tildags” er SÃ misvisende). Den gamle dame, der vælger at tage en smagsprøve på vodka, mens hun parkerer sin vogn på tværs af en af de travleste OG smalleste gange er også med til at sætte min tålmodighed på prøve… Men jeg har dog stadig så meget overskud, at jeg sludrer med en dame om, hvor flormelisen står og henter en pakke flormelis til hende, da hun er kommet til at stille sig i kø uden at få det med fra den anden side af hylden… Flink, ung og let til bens er man vel?! Så efter at være blevet skubbet til, mast mellem indkøbsvogne, flere gange at have gået udenom hele gange, fordi folk partout skal stå med vognen på tværs, hænge ind over den, sludre med naboen, de tilfældigvis har mødt, eller kysse på den kæreste, som de alligevel skal hjem og kysse på om lidt, ja så når jeg forholdsvis helskindet igennem butikken – og har da også stadig mit gode humør.
Jeg skal så bare lige over til fiskehandleren i Rosengårdcentret. Dér er parkeringspladsen fuldstændig fyldt op! Der er endnu flere biler end i dagene op til jul og hjemmeværnsmændene i deres frække (?) uniformer og lækre gule veste er endnu ikke på deres pladser… Jeg kører fortvivlet rundt… skal jo bare lige ind og hente 200 g laks til lidt sushi og orker derfor ikke at parkere helt nede i den anden ende af centeret. Lidt amerikaner er der vel i os alle?
Jeg opdager pludselig at en mor er ved at læsse en vognfuld varer samt to små børn ind i sin bil. Jeg venter gerne på en plads, så blinker til venstre og gør klar til at køre ind på pladsen, når hun kører. Det tager dog noget tid, inden hun er klar. Først børnene ind i bilen, så varerne. Så skal vognen køres på plads – hun er jo en pligtopfyldende kvinde. Og nu er det jeg begynder at ane katastrofen… For en lille, grim bil – ældre end Magda og i hvert fald mere beskidt – med to unge mennesker kommer kørende mod mig. Der sidder en fyr og en pige i bilen, vel sidst i 20’erne. De hyggesnakker og holder lidt før pladsen, hvor moren nu er ved at vende tilbage til sine børn… Jeg tænker, de ikke har opdaget, at jeg holder i venteposition. Men jo – da jeg peger på pladsen begynder de at grine… Og mine værste anelser bliver til virkelighed, da moren kører ud og de drøner ind på pladsen – lige foran mig! Hold kæft hvor jeg ikke orker den slags mennesker!! Ikke nok med de tog pladsen, som jeg pænt havde ventet på i omkring 5 minutter – men de gør det, mens de griner hånligt. Må indrømme min hånd fandt hornet og at jeg råbte nogle grimme ord! Desværre var det nok mest Magda, der hørte disse skældsord! Men jeg orker det bare ikke!
Vi skal nu IKKE ha sushi – i hvert fald ikke med laks… orkede ikke at finde en anden parkeringsplads. Men godt nytår til alle!
